bookmate game
Søren Ulrik Thomsen

Store Kongensgade 23

Store Kongensgade 23 er Søren Ulrik Thomsens reflekterede erindringsessay fuldt af minder om hans pubertet og moderens depression og langvarige ophold på sindssygehospitaler, om klasselærer Bodil, morfar Henning og skønne Jane fra Sølvgade Skole, men også af tanker om, hvorfor man skriver, om frygten for alderdommens rædsler, om efteråret, hvor alting på én gang flammer op og dør ud. Og om en lejlighed i Store Kongensgade 23, hvor forfatteren kun boede et enkelt år, men alligevel er stedet, hvorfra fremtiden altid vil udstråle.
74 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2021
Udgivelsesår
2021
Forlag
Gyldendal

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

  • Morten Højgaardhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse

    Intens

  • Torben Vejløhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse

    Stor digter!

  • Erik Johansen Jappehar delt en vurderingsidste år
    👍Værd at læse
    💡Lærerig
    🎯Læseværdig

Citater

  • Thorkild Nielsenhar citeretsidste år
    , det undrer mig, når jeg tænker på dette halve århundrede, hvor jeg har mødt de fleste af de mennesker, som virkelig har fået betydning for mig, hvor hele min arbejdsindsats ligger, hvor kunst og litteratur og musik er strømmet igennem mig, hvor tanker er opstået, er blevet forfulgt og ført til ende, hvor jeg er blevet gift og skilt, og min ungdomskæreste døde efter mange års frygtelig sygdom, hvor pludselige inspirationer raserede hjernen og ryddede bordet, mens de varige erkendelser til gengæld ankom så på én gang diskret og distinkt, som lyden af en dråbe, der rammer køkkenvaskens bund, hvor forelskelser og fortrydelser, sex og venskaber og dramatiske fjendskaber og rejser rundt i verden har fyldt dagene og drømmene, mens samtalerne med de andre flettede sig ud og ind af hinanden og fortsatte og blev afbrudt og genoptaget, når vi mødtes igen en tilfældig tirsdag på Café Blå Time.
  • Thorkild Nielsenhar citeretsidste år
    Er der et enkelt år eller sted i et menneskes liv, der efterhånden, som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste? Punktet, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum, hvis betydning man selvfølgelig ikke erkender før langt senere?
    Ja, det er der, og man skal ikke have talt længe med et andet menneske, før man kan indkredse tid og sted for dette mærkelige brændpunkt i vedkommendes liv. For efterhånden som vi bliver ældre, fortæller vi de samme historier igen og igen, og også her skal en historie fortælles, som jeg har fortalt (noget af) før, men som forfatter er man jo også tekstens første læser, så jeg gør det i håbet om, at jeg, mens jeg fortæller, kommer til at skrive noget, der vil overraske mig selv og måske derfor også vil være værd at læse for andre.
    Og ikke blot derfor, for hvorfor skriver man overhovedet? For at udsætte døden, for at vinde sin elskede tilbage, for at indfange og eviggøre øjeblikke, der ellers for altid ville være gået tabt, og, omvendt, måske for at slippe af med andre øjeblikke i håbet om at de ikke vil hjemsøge en i det uendelige. For at bortøde sine erfaringer, så man med en ny uvidenhed kan fortælle den samme historie igen.
    For mit vedkommende er stedet Store Kongensgade 23, 4. sal, hvortil familien var flyttet fra Stevns, fordi min far, der var bankmand, blev ansat i Bikubens hovedsæde i Silkegade, mens tidspunktet strækker sig fra d. 12. august 1972 og et års tid frem, og her oplevede jeg som seksten-syttenårig ting, der var så tunge, at jeg på en måde slet ikke kan huske dem, og andre så vidunderlige, at jeg erindrer dem i de skarpeste detaljer. Og selvom det naturligvis er typisk, at denne magiske enhed af tid og sted, som bliver ved og ved at trække tankerne til sig, for langt de fleste ligger i puberteten, omvæltningens tid par excellence, undrer det mig alligevel, at dette ene, fjerne år i mit liv ikke for længst er blevet overskygget af de næste halvtreds, fortættet begivenhedsrige, år.
  • Thorkild Nielsenhar citeretsidste år
    Forsvandt de som en opskræmt fugleflok, fordi min mor blev ramt af knaldhård formørkelse, eller var der sket noget blandt dem, som havde udløst en depression, hun muligvis altid latent havde båret på? Det har jeg spekuleret meget over, selvom jeg måske ikke ønsker at kende svaret, som heller ikke findes i hendes familiekrønike, hvor ingen af disse engang så vigtige personer mærkeligt nok er nævnt med et ord. Og denne forbigåelse er altså min mors disposition, som jeg ingen ret har til at anfægte, for ligesom Store Kongensgade 23 for mig er stedet, hvor passerens spids er placeret, men for mine brødre og forældre måske kun en adresse på deres vej gennem livet, kan disse mennesker, som jeg jo så med et stort barns fortryllede blik, i virkeligheden have betydet mere for mig end for min far og mor, hvis tavshed om dette højdepunkt i min barndom jeg må respektere, for „man bestræber sig nogle gange på at glemme den lille flok der har styret begyndelsen af ens liv“, som Patrick Modiano skriver i Memory Lane.

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)