Carry On

„Det skal nok ordne sig.“ Baz slår armene om ham. „Det skal nok gå, min elskede.“
Nu forstår jeg pludselig alting bedre.

Chaufføren begynder at synge igen, denne gang lidt højere – „never knowing who to turn to“ – som om han virkelig er inde i sangen nu. Jeg overvejer at bede ham tage selen for munden.

Jeg fatter stadig ikke, at de er venner.

Snow kyssede mig i aftes, indtil jeg var helt øm i læberne. Han kyssede mig så meget, at jeg var bange for at komme til at omvende ham med alt mit spyt. Han holdt sig oppe på alle fire over mig og lod mig række ud efter hans mund – og det gjorde jeg. Jeg ville gøre det igen. Jeg ville overskride alle grænser for hans skyld.
Jeg er forelsket i ham.
Og han kan bedre lide det her end at slås.

„Du sov i mine arme,“ siger han.

„Jeg har altid troet, du ville slå mig ihjel,“ siger jeg.
„Også mig,“ siger han. „Jeg forsøgte at lade være med at tænke over det.“
Jeg kører fingrene gennem hans hår. Det er tykkere end mit, mere krøllet, og det skinner gyldent i lyset fra pejsen. Der er et modermærke på hans kind, som jeg har haft lyst til at kysse, siden jeg var tolv. Nu gør jeg det.

„Ét kys, og så tror du, at hele verden vender på hovedet.“
„To kys,“ siger jeg. Og så tager jeg ham om nakken.

Baz er åbenbart verdens mest modvillige og mindst blodtørstige vampyr – hvilket er lidt af en overraskelse.
Og åbenbart også den lækreste. (Nu da jeg har set et par af dem).

Han ligner stadig noget, jeg har lyst til at spise.

Simon Snow kommer stadig til at dø, mens han kysser mig.
Bare ikke i dag.