Carsten Jensen

Øvelser i afsked

Giv mig besked når bogen er tilgængelig
Denne bog er ikke tilgængelig i streaming pt. men du kan uploade din egen epub- eller fb2-fil og læse den sammen med dine andre bøger på Bookmate. Hvordan overfører jeg en bog?
    David Tollesen Deutschhar citeretfor 25 dage siden
    Hver dag er som at krydse en stærkt befærdet gade med bind for øjnene.
    David Tollesen Deutschhar citeretfor 25 dage siden
    Afskeden var en proces, der trak ud og ud, og aldrig syntes at nå noget endeligt slutpunkt. Døden er så brat som et smæk med en dør, og dog er det, som om de døde bliver stående på dørtærsklen med en sidste bemærkning, der inviterer til et svar, og sådan fortsætter det. Det er ikke nogen spøgelsesdialog, men en særdeles levende samtale, der nægter at slutte. De døde har altid noget at sige.
    David Tollesen Deutschhar citeretfor 25 dage siden
    Vi har vænnet os til at tænke på fremtiden som et sted, der ligner nutiden. Der var blot mere af alting. Nu tænker vi måske på fremtiden som et sted, hvor der er mindre af alting. Vi ved godt, at vi aldrig kommer til at opleve, hvordan verden ser ud om hundrede år, for vi vil ikke være der. Nu ved vi ikke, hvordan den vil se ud i morgen.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 2 måneder siden
    Litteratur handler om hjemløshed, mennesker og følelser, der mister deres plads i tilværelsen.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 2 måneder siden
    Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs,
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 3 måneder siden
    selv.
    Vi udvikler daglige ritualer. Begge er vi ramte på vores koncentrationsevne. Begge kæmper vi for at give mening til den dagligdag, der engang gav os glæde, madlavningen, dagens første glas vin. Som forfattere er vi vant til at være alene. Nu er vi bare ensomme, en ny slags ensomhed, der opstår, når ting og mennesker har mistet deres vante plads og mening.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 3 måneder siden
    Vi har en fortælling om hans død. Men vi har ingen fortælling om os selv.
    Mussaid Watban Abdulahhar citeretfor 5 måneder siden
    Vietnamkrigen kostede 58.000 amerikanere livet. Hvert år, mens krigen stod på, blev der dræbt næsten det samme antal i trafikken i USA. Krigens tab stod konstant til diskussion i offentligheden. Der blev demonstreret i gaderne. Trafikdrabene var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved. Der var ingen demonstrationer, heller ingen mindesmærker i Washington, sådan som der senere blev det for de faldne soldater. Døden på slagmarken var uacceptabel, døden på vejene acceptabel, en uundgåelig følgevirkning, hvis hjulene bogstaveligt talt skulle holdes i gang i et stærkt motoriseret og industrialiseret samfund.
    Vi skal også holde hjulene i gang i vores stærkt industrialiserede servicesamfund. Det kommer til at koste liv, måske mange liv. Men hvis blot hospitalerne bliver ved med at have sengeplads, vil det blive betragtet som en succes, og statistikken vil bekræfte det. Vil også coronadøden ende med samme status som trafikuheld, en nødvendig pris, vi må betale, hvis vi vil i gang igen? Med andre ord: en acceptabel død?
    Vi kommer ikke til at se ansigterne på de døende, vi vil ikke høre deres anstrengte vejrtrækning i respiratoren, vi vil ikke vide af det forstenede udtryk hos de efterladte.
    Vi har i stedet statistikken til at trøste os og glemme.

    Tankevækkende.

    Lars Lillelund Bisgaardhar citeretfor 5 måneder siden
    vores glæde ved livet? Eller omvendt sløve vores sanser? Intensivere vores samtaler eller gøre os åndsfraværende og distræte? Ville vi søge hinanden
    Henrikhar citeretfor 6 måneder siden
    Hvad nu, hvis vi havde en anden statsminister?
    Kaare Dagfinn Tvedt Djuraashar citeretfor 6 måneder siden
    nedlukningen blev ophævet i Danmark, var der ikke meget i vores levevis, der ændrede sig. Vi var fanget i sorgen, i vores egen private nedlukning, i en skrøbelig balance, hvor vi var hinandens horisont i tabet. Vores samtaler om Raph måtte holde sammen på så meget, der truede med at falde fra hinanden. Vores kærlighed udgjorde modvægten til tabet, som bekræftelse på en samhørighed, der var dybt rodfæstet i os begge, og som heller ikke i denne situation lod sig ryste. Hånd i hånd forsøgte vi at finde vej i sorgens labyrinter. Hånd i hånd tog vi de første, tøvende skridt ud i en verden, der havde ændret sig for altid.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    Det er ikke noget tilfælde, at ordene sorg og omsorg er så tæt beslægtede. Den, der ikke oplever sorg, ved heller ikke, hvad omsorg er. Et pludseligt dødsfald er en påmindelse om, at vi også lever for de andres skyld.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    . Du elsker stadig, men er blot forhindret i at øve kærlighedens gerning. Du er blevet en arbejdsløs biperson, og det bliver din opgave: at finde rundt i en verden, hvis hovedperson er borte.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    Man skal genopdage sin uundværlighed i livet. Det må aldrig blive lige meget
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    Der ligger ikke en afvisning af den spørgendes interesse i det lakoniske svar. Der ligger i stedet en dyb visdom. Der kan komme et tidspunkt, hvor livet kan opsummeres i et ubønhørligt “du skal”. Du kan tage livet af dig. Hvis du vælger ikke at gøre det, er det, fordi livet rummer et påbud om at blive levet, mens hjertet endnu slår, det sårede, læderede hjerte, der dog alligevel nægter at give op, fordi der endnu er nogen, for hvem det slår. Det kan lyde så afvisende, når svaret falder sådan: Det går. Det skal det jo. Men der ligger i ordene en livserfaring, som man skal have delt for at forstå den.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    “Det går. Det skal det jo
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    Det udtrykker smerten og chokket og det uvelkomne behov for at måtte orientere sig i livet forfra, og jeg tror, at alle, der bruger ordet, har denne følelse af at have fundet deres egen helt personlige vej til det.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    Amputation. At miste et barn er som at miste en del af sin egen krop, og man må som en handicappet lære at begå sig uden det manglende lem.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    Hver gang der er en, der dør, mister vi et kapitel i livets bog. Livets sum skrumper. En partners død kan gøre dig usynlig. Intet blik hviler længere på dig. Du ved ikke længere, hvem du selv er. Du er blevet ingen, også selv om dit hjertes ignorante muskel i sin utrættelige rutine stadig arbejder videre.
    Valborg Straarup-hansenhar citeretfor 6 måneder siden
    Du skal vide dette,” sagde han. “Du kommer igennem det. Men du kommer aldrig over det.”
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)