Blomsterdalen
- Oprindeligt udgivet
- 2020
- Udgivelsesår
- 2020
- Forlag
- Gyldendal
Vurderinger
- Pia Kjær Jensenhar delt en vurderingfor 4 år siden
👍Værd at læseBarsk fortælling. Men endelig en forfatter der evner at rette fokus på selvmord blandt befolkningen i Grønland
- Jan Rene Rasmussenhar delt en vurderingfor 4 år siden
👍Værd at læse💡Lærerig🎯Læseværdig🚀OpslugendeFantastisk bog skrevet med humor og alvor og indsigt! En stor læsefornøjelse, glæder mig til at læse mere af hende.
- Anne Poulsenhar delt en vurderingfor 4 år siden
👍Værd at læseSikke en barsk og rørende fortælling. Man føler virkelig med hovedpersonen, og det gør helt ondt at høre om de handlinger hun foretager sig samtidig med at det også gør ondt at høre om, hvordan andre ser hende og behandler hende.
Bogen er virkelig intens alle bogens følelser rammer en med 100 km i timen. Man mærker kærlighed, vrede, frustration, ensomhed og mange andre følelser og det satte en masse tanker i gang i mig. Den tager emner op, som er meget relevante og som der bør sættes endnu mere fokus på. Det er en bog, der kan skabe debat og sætte samtaler i gang. Bogen virker som et opråb og er næsten ikke til at bære.
Blomsterdalen er en gribende bog om et vigtigt emne. Den kan helt klart anbefales
Citater
- Erik Schultzhar citeretsidste år
det ikke er mængden af år i ens liv, der tæller, men mængden af liv i ens år. - Erik Schultzhar citeretsidste årHvad laver du?“
Jeg kigger tilbage og ser Maliina ved broen.
„Du skal ikke den vej, du skal op her,“ siger hun og peger den anden vej.
„Jeg skal gå her,“ siger jeg, men min stemme er hæs, hun hører mig ikke.
„Jeg skal gå her,“ siger jeg igen.
„Nej, det skal vi ikke. Jeg har ringet til dig flere gange.“
Jeg ser tilbage på dalen, jeg gider ikke gå tilbage.
„Vi skal herop, du kan se Naasuliardarpi på et senere tidspunkt.“
„Naasuliardarpi?“
Hun nikker. Der hvor man tager hen til blomsterne.
„Blomsterdalen,“ siger hun.
„Er der blomster derinde?“ spørger jeg.
„Kun plastikblomster nu. Kom, der er alt for meget sne.“
„Plastikblomster?“
Hun gør tegn til, at jeg skal komme. Jeg står stille. Hun kommer hen til mig og krammer mig bagfra.
„Det er ligesom … et slags limbo-sted,“ siger jeg.
„Limbo?“
Jeg nikker. - Erik Schultzhar citeretsidste årJeg ved slet ikke, hvornår hun vil have, jeg snakker, og hvornår hun vil have, jeg holder min kæft. Jeg er en dukke med batterier, som hun kan trykke på maven, når hun vil have, den siger noget. Hun trykker og trykker, hun vil hele tiden have, jeg siger noget andet end det, jeg siger.
