Men han var Gorm, som sad i Paris, byen, hvor han fik beskeden om Mariannes død. Og mens han sad sådan og så Ruts sovende skikkelse i sengen, kom disse ord flydende: ”Og lænet tilbage, med hængende arme, overvældet og flere gange gysende, hviskede han al længsels faste formel: – umulig her, absurd, forkastelig, latterlig og dog hellig, agtværdig selv her: ’Jeg elsker dig!’”
Han noterede ordene, sådan som han huskede dem. Og det slog ham, hvor tomme ord kan være. Hvor hule og forførende. Falske. For havde han formået at skrive et eneste ord, hvis Rut havde ligget død på sengen nu? Nej. Han var sandsynligvis gået i total opløsning. Anede ikke, om han havde kunnet klare det. Vidste ikke, om han ønskede at klare det. Det slog ham, at han havde fortrængt den mulighed, at det var hende, der døde først. Han var et stykke over halvfjerds