Først havde han tænkt, at det ligblege væsen ikke kunne være hans kollega. At døden ikke kunne have reduceret Ricks til det livløse hylster, der lå for hans fødder. Men det var sådan, det var, og selvom Jansen i timerne derefter næsten havde forventet, at Ricks ville dukke op igen og skælde nogen ud, fordi han havde måttet ligge på gruset så længe, var det ikke sket.
De var blevet makkere nærmest ved et tilfælde, men som Jansen huskede det, havde de været på bølgelængde fra første dag. Ricks havde haft lige præcis de kvaliteter, der gjorde, at Jansen kunne holde makkeren ud. Han var ikke specielt klog eller hurtig i replikken, faktisk talte han sjældent i lang tid ad gangen, men til gengæld var han ufatteligt udholdende og loyal, når man først havde hans sympati. Desuden havde Ricks en sund mistillid til næsten alt og alle, sikkert fordi han var blevet trådt på i det meste af sin barndom, og Jansen havde med det samme forstået, hvordan mandens potentiale kunne bruges.