Den tredje vigtige politiske institution i Rom – ud over Folkeforsamlingen og embedsmændene – var Senatet (senatus). Det bestod af forhenværende embedsmænd, og selv om det formelt kun var rådgivende, blev der lyttet meget til det, fordi de fleste af de tidligere konsuler havde sæde her.
Selv om det romerske politiske system var mere demokratisk end mange andre af de samtidige staters politiske systemer, var det milevidt fra at være demokratisk i vores moderne forstand. Det var kun mænd, der sad i Folkeforsamlingen. Og det var tilmed kun de mænd, som var „våbenføre borgere“. Begrebet „borgere“ dækkede over de frie mænd, som boede i selve byen Rom eller i byens nærmeste omegn. Slaver havde ingen stemmeret, men det havde man altså heller ikke, selv om man var en rig storbonde, som boede for langt væk fra hovedstaden. Det vil sige, at langt størstedelen af de mennesker, som levede deres liv i Romerriget, var afskåret fra at have nogen politisk indflydelse.
Desuden var afstemningssystemet indrettet sådan, at de, der var rigest, generelt havde mest at skulle have sagt. Samtidig havde man lidt mere indflydelse, hvis man boede i Roms omegn, end hvis man boede i selve byen Rom. Sådan var systemet skruet sammen for at få dem, der boede ude på landet, til overhovedet at gide foretage den lange og besværlige rejse ind til Rom for at deltage i Folkeforsamlingens møder.