Der hvor du ikke vil hen

Duften af spædbarn blev hængende i huset mange uger efter. Mælken blev ved med at løbe til, klagede Ella. Hun kunne ikke sove, gik rundt om natten, syntes hele tiden hun kunne høre lille Robert, sagde hun. Vibe gik også rundt og ledte.
– Hvor er min dukke? spurgte hun.
Anna hjalp hende med at lede, til sidst også Robert. Han fandt den i udhuset, hovedet var slået i stykker, kjolen flænget, den ene arm revet af.
– Hvordan er det sket? spurgte han Ella.
Hun begyndte at græde. Barnepigen havde ret, sagde hun. Der var en ond ånd i dukken, der ville bringe ulykke over familien. Derfor havde hun været nødt til at ødelægge den, hun ville have den til at forsvinde, men ingenting forsvandt helt i det her forbandede land.
Næste morgen var der et tyndt lag is på vandet.
Det sidste håb om, at der ville komme et skib op fra Danmark før vinteren, forsvandt, de var isoleret her til næste sommer. For hver dag blev lyset svagere, og det antal timer, Anna kunne praktisere, færre. Hun rykkede stolen i sit konsultationsrum helt hen til vinduet og fik travlt med at behandle alle, der havde behov for det, før lyset blev så svagt, at hun ikke længere kunne se.
For at få så mange grønlændere som muligt til at møde op gav Anna dem en belønning, mændene lidt tobak, kvinderne perler og bånd til at sy på tøjet, børnene tørret frugt. En eftermiddag, hun sad på sit værelse og studerede resultatet af sine undersøgelser, begyndte et mønster at tegne sig: jo fattigere grønlænderne var, jo bedre tænder havde de. Hvorfor? Fordi de ikke kunne købe de europæiske varer, man kunne få i butikken, men var tvunget til at leve af den hårde, traditionelle kost?
Salomine ringede med klokken, der var aftensmad.
Skyerne blussede i gult og orange over en turkisblå himmel. Solen hang og dirrede lige over plateauet på Apostlenes Fjeld, den sendte en sidste stråle ind i stuen, før den forsvandt, og tusmørket sænkede sig.
Ella rørte ikke sin mad, hun var blevet