»Og Mary tilgav sin datter, at hun ikke havde kontaktet hende i alle de år?«
»Efter alt, hvad de havde været igennem sammen i London, var der alligevel et bånd mellem dem. Du har selv hørt, at Mary elskede Anna som sin egen. Hun ville have tilgivet hende alt. Min mor, Sophia, havde sværere ved det. Hun omtalte Anna som ‘den fortabte datter’.«
»Hun var måske jaloux på deres nære forhold,« sagde Grania.
»Ja, det sad dybt i hende. Men de blev i det mindste forsonet, før Mary døde. Det fortjente min bedstemor også, efter alt hvad hun havde gjort for at hjælpe Anna, da hun var lille. Og jeg vil bare sige dig, Grania, at der lå friske blomster på Marys grav oppe ved Dunworley kirke hver uge, og det holdt først op, dagen efter at Anna selv døde. Sådan sagde hun undskyld, og at hun elskede den kvinde, hun altid havde kaldt ‘mor’.«
Ved tanken om blomsterne fik Grania pludselig en klump i halsen og begyndte at se mindre kritisk på Anna.
»Sebastian besluttede, at han ikke ville lægge sag an mod Mary, fordi hun havde stjålet Anna fra hans bror for alle de mange år siden?« spurgte hun.