bookmate game
Herta Muller

Mit fædreland var en æblekerne

Giv mig besked når bogen er tilgængelig
Denne bog er ikke tilgængelig i streaming pt. men du kan uploade din egen epub- eller fb2-fil og læse den sammen med dine andre bøger på Bookmate. Hvordan overfører jeg en bog?
”Mit fædreland er en æblekerne, man flakker om mellem segl og stjerne”. Det rim messede Herta Müller for sig selv, hver gang hun var på vej til endnu et forhør hos den forhadte rumænske sikkerhedstjeneste Securitate. Det poetiske blev hendes redning. I en samtale med lektor og publicist Angelika Klammer fortæller Herta Müller for første gang om, hvad der fik hende til at skrive, og hvad der definerer hende som forfatter. Vi får et helt liv målt ud mellem barndommen i en landsby i den tysksprogede del af Rumænien og den dag, hun modtager Nobelprisen i Litteratur i 2009. Samtalen er også en dyster rejse tilbage til Rumænien efter murens fald. Om at opsøge de nu tomme kældre, hvor forhørene fandt sted, om tilfældigt at møde den efterretningsofficer, der forestod ydmygelserne, følge efter ham, og måtte lade ham slippe. Det er en stærk beretning om venskaber, der skal kunne holde til svig og overvågning, og om opdagelser, som vender alting på hovedet, da hun efter flere års forgæves forsøg endelig får lov at kigge i sin egen sagsmappe.
Denne bog er ikke tilgængelig i øjeblikket
225 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2018
Udgivelsesår
2018
Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Citater

  • mariellajensenhar citeretfor 6 år siden
    Naturen virker fjendtlig fordi man er udleveret til den og må hævde sig i og mod den? I Deres værk optræder naturen jo aldrig som et sted til leg eller kontemplation, kun som et sted til hårdt arbejde.
    For land
  • mariellajensenhar citeretfor 6 år siden
    jeg ser tilbage på min barndom, var det med alle følelser som med samhørighedsfølelsen, at følelser kun var usynligt til stede. Der hvor man ikke med ét ord taler om sig selv, kan man heller ikke vise følelser. Jeg tror jeg ville være blevet forskrækket hvis min mor pludselig havde kærtegnet mig. Det ville jeg ikke have følt som ømhed, jeg ville sikkert ikke have kunnet indstille mig på det, ikke have kunnet tyde det som ømhed, i det uventede øjeblik ville jeg ikke have kunnet bære det. Jeg tror man kan blive lige så forskrækket, måske endda mere, over uventet ømhed som over forventet vold. Hvis man bliver slået regelmæssigt som barn, mister man enhver skræk for bank. Man mærker smerten, det ændrer sig ikke. Men skrækken aftager. Der sker noget mærkeligt, og det er det værste ved det, værdighedsfølelsen vendes om. Hvordan skal jeg sige det, legemligt bliver man ganske vist ikke ufølsom af regelmæssige bank, men stik imod sin egen forstand får man en slags ønske om at mærke sig selv i smerten – fordi man mærker sig selv helt anderledes end uden smerte. Der opstår en sødme som efter ens egne moralkriterier er forkastelig. Og man må tilmed benægte denne sødme over for sig selv for hver gang at ønske den. Og det er endnu mere kompliceret, i denne sødme der benægtes fordi den er uacceptabel, mærker man en værdighed. Måske en kroppens værdighed som forstanden skammer sig over. Når værdigheden opstår MENS og FORDI man bliver fornedret, er man jo allerede alvorligt beskadiget. Jeg fik bank hver dag, for alting og ingenting, som man siger. For en plet på søndagskjolen, en dårlig karakter i skolen, en dårligt pudset vinduesrude, for at komme for tidligt eller for sent hjem med køerne. Somme tider var det bank med hånden, somme tider med viskestykket, sleven eller kosten. Sådan var det ikke for alle børn men for mange. Lussinger og lette bank var ikke værd at tale om, de hørte hverdagen til. I sit raseri råbte min mor for hvert slag der ramte ved siden af, at det var synd og skam med mig. For hende gjaldt det om at ramme, grunde var der altid. Og jeg var så afstumpet, jeg gjorde mig ingen som helst umage for at opføre mig sådan at jeg
  • mariellajensenhar citeretfor 6 år siden
    Jeg tænkte også at alle ens åndedrag bliver talt. At de bliver trukket på en snor som små glasperler og danner en kæde. Og når åndekæden er så lang at den når fra munden til kirkegården, så dør man. Fordi åndedrættet er usynligt, er der ingen der kender længden af sin åndekæde. Og derfor er der ingen der ved hvornår de dør, hverken om sig selv eller andre.

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)