Bøger
W.G. Sebald

Austerlitz

På jernbanestationen i Antwerpen — sådan begynder denne fortælling — står en mand: ung, lyshåret, med kraftige vandrestøvler, blå arbejdsbukser og en gammel rygsæk. Austerlitz hedder han; engelsk og arkitekturhistoriker af profession. Skridt for skridt afdækkes denne melankolske omrejsendes livshistorie. Austerlitz, der har levet i England i mange år, er ikke englænder. Som jødisk flygtningebarn kom han i 1940’erne fra Prag til Wales. Her vokser han som enebarn op i en calvinistisk præstefamilie i en lille landsby uden at vide, hvem han er, og uden at kende til sine forældres endeligt i henholdsvis Theresienstadt og det besatte Frankrig.
Den tysk-engelske forfatter W.G. Sebald er en samler med et arkiv af livsberetninger. Hans romaner er en slags erindringens og mindernes arkæologi. De er båret af viljen til at komme glemslen og fortrængningen af fortiden til livs — og til at generobre og genskabe det tabte. I den henseende blev Austerlitz — Sebalds sidste roman — det absolutte højdepunkt.

W.G. Sebald (1944–2001) blev født i en landsby i det sydlige Tyskland. Han studerede både i Tyskland, Schweiz og England, og fra 1970 og frem til sin død underviste han ved University of East Anglia. I 1980’erne begyndte han at udgive litteratur skrevet på tysk, men oversat til engelsk, og med udgivelsen af Austerlitz (2001) vandt han bred international berømmelse. Han døde samme år i en bilulykke.
På dansk er udkommet de tre skønlitterære værker De udvandrede (1995), Saturns ringe (2011) og senest Højde. Skræk. (2012), samt essayet Luftkrig og litteratur (2014). Campo Santo, der kombinerer fragmenter af et større prosaværk med en række essays om litterære emner, udkommer 22. september 2016.
Da Austerlitz første gang udkom på dansk i 2003, skrev pressen:
Austerlitz af W.G. Sebald er en smuk og rystende bog om smertefuld erindring.” (fem stjerner) Berlingske
”Den tyske forfatter W.G. Sebald skrev før sin død romanen Austerlitz, som meget vel kan tænkes at blive stående som et mesterværk.” Weekendavisen
”Men har man først fundet vej gennem Sebalds sproglabyrint og ind til centrum af hans litteraturunivers, så venter der læseren en fantastisk spændende historie om en mand, der forsøger at finde sig selv og komme til bunds i sit eget liv.” Kristeligt Dagblad
357 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2017
Udgivelsesår
2017
Forlag
Gyldendal
Oversætter
Niels Brunse
Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Citater

  • mariellajensenhar citeretfor 5 år siden
    når en fæstnings modstandskraft virkelig en gang blev sat på prøve, så endte det i reglen, efter et uhyre spild af krigsmateriel, mere eller mindre resultatløst. Intetsteds havde det vist sig tydeligere, sagde Austerlitz, end her i Antwerpen, hvor citadellet, bygget af Pacciolo og yderligere sikret af hertugen af Wellington med en ring af udenværker, i 1832, mens der stadig efter det nye kongeriges etablering blev kæmpet om dele af det belgiske territorium, og på et tidspunkt, hvor det blev holdt besat af hollænderne, belejredes af en fransk hær på halvtreds tusinde mand i tre uger, inden det midt i december lykkedes fra det allerede indtagne Fort Montebello at tage den halvt sønderskudte skanse ved St. Laurentlynetten med storm og rykke helt ind under murene med brechebatterier. Belejringen af Antwerpen var, i det mindste i nogle år, enestående i krigshistorien, både ved sin beko stelighed og sin voldsomhed, sagde Austerlitz; den havde nået sit mindeværdige højdepunkt, da der med de af oberst Pair hans opfundne kæmpemorterer blev slynget hen ved halvfjerds tusinde tusindpunds bomber mod citadellet, som på nær et par kase matter blev fuldstændig tilintetgjort.
  • mariellajensenhar citeretfor 5 år siden
    Ingen havde i dag, sagde Austerlitz, et bare tilnærmelsesvist begreb om, hvor grænseløs litteraturen om fæstningsbygning var, om fantastikken i den geometriske, trigonometriske og logistiske kalkulation, der var nedlagt i den, om fortifikations- og belejringskunstens vildtvoksende fagsprog, ingen forstod i dag de enkleste betegnelser som escarpe og courtine, faussebraie, reduit eller glacis, men selv fra vores nuværende standpunkt kunne det erkendes, at det mod slutningen af det 17. århundrede omsider blev den stjerneagtige tolvkant med foranliggende grave, der udkrystalliserede sig som den fo retrukne grundplan, et så at sige af det gyldne snit afledt idealtypisk mønster, som faktisk, hvad man nemt kunne mærke ved at betragte de intrikate plan skitser af fæstningsanlæg som dem i Coevor den, Neuf-Brisach eller Saarlouis, endda uden videre godtoges af en lægmands forstand som et emblem både for den absolutte magt og for det ingenium, der fandtes hos de i dens tjeneste stående ingeniører. Imidlertid havde heller ikke stjernefæstningerne, der blev bygget og perfektioneret overalt i løbet af det 18. århundrede, opfyldt deres formål i den praktiske krigs førelse, for så fikseret som man var på dette skema, havde man ladt ude af betragtning, at de største fæstninger naturnødvendigt også tiltrækker den største fjendemagt, at man i samme grad, som man forskanser sig, går dybere og dybere i defensiven og derfor til sidst kunne blive tvun get til at overvære, hjælpeløs fra et med alle midler befæstet sted, hvordan modstanderens tropper, idet de andetsteds åbnede et terræn, som de havde valgt, simpelthen lod fæstningerne ligge hvor de lå, som regelrette våbenarsenaler, strittende af kanonløb og overbelagt med mandskab. Gentagne gange var det derfor sket, at man netop ved at gribe til befæstn
  • mariellajensenhar citeretfor 5 år siden
    Studerede man fæstningsbyggeriets udvikling fra Floriani, da Capri og San Micheli via Rusenstein, Burgsdorff, Coehorn og Klen gel til Montalembert og Vauban, så var det forbløffende, sagde Austerlitz, med hvilken stædighed generation

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)