Gerningsmænd

Louise Vest var sød nok, men jo ikke lækker. Hun var lav og muskuløs, sikkert alt det håndbold og sport hun kørte løs med.

I er syge i hovederne,“ sagde Louise Vest til os engang. „Jeg mener det, I er syge, der er noget galt med jer.“

Vi kørte over til Louise Vest, hendes mor sagde at Louise Vest var ude og spille kamp.

håndboldpiger eller hvad de var. Vi kendte ikke andre end Louise Vest

Senere kom Louise Vest nærmest til at bo alene i deres rækkehus, hendes mor mødte en murer der boede ude på landet, og der var hun det meste af tiden, og så fik Louise penge til mad og sådan. Typisk Louise Vest at kunne finde ud af det, lave varm mad til sig selv, lave lektier,

Hun kørte bare rundt og rundt med den plæneklipper ude på græsset og tudede,“ sagde Louise Vest.
Louise Vest sagde også at hendes mor tudede da Hønses far og flyttemændene kom.

„Hun bliver glad hver gang hun kommer hjem med noget,“ sagde Louise Vest. „Bare ikke ret længe.“

„Præsten,“ hviskede han. „Hun er lækker.“
Det var Hønse der slog Niko oven i hovedet. Han slog ham hårdt med en kno og så på ham så Niko nok kunne regne ud, at sådan noget sagde man fandeme ikke til en begravelse. Og Niko gjorde heller ikke noget, han holdt kæft. Vi kendte ikke de sal

nakken med et stykke vandrør. Han røg ind og ud af institutioner og havde også en plejefamilie, han begyndte at køre rundt i sin storebrors bil da han var 16, og han fik vist aldrig noget kørekort. Hans mor kunne slet ikke styre ham. Det var der ingen der kunne. Vi kunne godt lide ham, nogle gange gad

am blev ved med at råbe at nu sprang han ud foran vores cykler.
„Jeg er træt af at leve,“ råbte han.
Benji stod af cyklen og gik hen til Wilam. Han tog Wilam i kraven og sagde: „Det er ikke sjovt. Der lige en der er død.“
Som om det var noget Wilam kunne gøre for.
„Slap af,“ sagde vi. „Slap af, Benji, det er bare for sjov.“
„Død,“ sagde Benji og samlede sin cykel op og kørte sin vej.
Senere snakkede vi om at det sikkert var fordi både h