Djævelens lærling

Hver uge valgte han et nyt offer, en ny fordømt, som han så var på nakken af, indtil det ringede til weekend om fredagen.

Resten af natten måtte Filip stå op og læse.

»S-slip mig!« stønnede Filip halvkvalt. »Slip m-mig eller jeg skriger.«

»Skrig du blot, engel. Hernede er der ingen, der tager sig af det.«

Er det ikke indlysende?

på sig i stolen. »Hvad mener du?«
»Jeg mener, at du er Helvedes eneste håb. At du, Filip Engell,« Fanden løftede en finger og pegede på Filips hamrende hjerte

«
»Mig?« Filip kiggede ned ad sig selv som for at sikre sig, at det var ham, Fanden pegede på. »Vil du have, at jeg skal være …«
»Ja, min dreng! Lucifer II! Lyder det ikke flot?« Djævelen slog ud med armene. Hans blodskudte øjne strålede. Det var som at se ind i to sorte huller, og Filip følte nærmest, hvordan øjnene sugede ham til sig, truede med at fortære ham.
»Men det … det kan jeg ikke,« mumlede han og forsøgte af al magt at rive sig fri af Djævelens blik, inden han ville forsvinde ind i det for evigt. Det lykkedes, og hans stemme vandt mere styrke. »Det vil jeg da ikke.«
»Vil ikke?« gentog Lucifer og lød lettere fornøjet, som om han havde forudset dette svar. »Men kære ven, det er

Mig?« Filip kiggede ned ad sig selv som for at sikre sig, at det var ham, Fanden pegede på. »Vil du have, at jeg skal være …«
»Ja, min dreng! Lucifer II! Lyder det ikke flot?« Djævelen slog ud med armene. Hans blodskudte øjne strålede. Det var som at se ind i to sorte huller, og Filip følte nærmest, hvordan øjnene sugede ham til sig, truede med at fortære ham.
»Men det … det kan jeg ikke,« mumlede han og forsøgte af al magt at rive sig fri af Djævelens blik, inden han ville forsvinde ind i det for evigt. Det lykkedes, og hans stemme vandt mere styrke. »Det vil jeg da ikke.«
»Vil ikke?« gentog Lucifer og lød lettere fornøjet, som om han havde forudset dette svar. »Men kære ven, det er

håb. At du, Filip Engell,« Fanden løftede en finger og pegede på Filips hamrende hjerte, »skal være min efterfølger.«
»Mig?« Filip kiggede ned ad sig selv som for at sikre sig, at det var ham, Fanden pegede på. »Vil du have, at jeg skal være …«
»Ja, min dreng! Lucifer II! Lyder det ikke flot

KAPITEL 9
Den gode ondskab
En hård banken på døren efterfulgt af en brysk stemme vækkede ham. »Luk op!«
Filip gabte søvnen væk, tumlede ud af sengen og åbnede døren.
Djævelen stod i døråbningen, stor, sort og mægtig som døden selv. Hans øjne glødede, og han virkede ophidset. »Jeg har tænkt over det,« sagde han og snurrede rundt, så kappen om hans skuldre blafrede. »Følg med.«
* * *
»Sæt dig ned.« Lucifer lukkede døren til studerekammeret bag sig.
Lidt bekymret satte Filip sig i den elektriske stol, mens han skævede til metalhjelmen over sit hoved. Armlænene var sortsvedne og kradset til splinter ude for enden. Stolen havde åbenbart været brugt flittigt.
»Det, der er sket, er meget beklageligt for begge parter,« begyndte Fanden og satte sig bag skrivebordet. »Meget beklageligt. Ser du, Filip, jeg er syg. Alvorligt syg.« Han tav kort og fortsatte så med et suk: »Døende, faktisk.«
»Døende?« hviskede Filip og stirrede på Lucifer. »Jeg troede, djævle var udødelige?«
Lucifer mumlede et eller andet, Filip ikke kunne høre. Så rømmede han sig. »Derfor har jeg i den sidste tid søgt efter en værdig efterfølger til den sorte trone. Stor var min glæde, da jeg omsider fandt ham blandt menneskene. Hans navn var Søren, og han var et rigtigt pragteksemplar af en skarnsunge, der … Nå ja, alt det er du jo udmærket klar over. Hensigten var, at knægten skulle bringes hertil, oplæres i ondskabens tjeneste og – når tiden var inde – blive udråbt til den nye prins af mørket. Men som du jo ved, gik der noget galt, og du havnede hernede i stedet. Det har, mildt formuleret, vanskeliggjort tingene betydeligt. Ser du, Filip, ikke engang jeg kan bryde ind i skæbnens gang sådan uden videre. Jeg indgik en særaftale med Døden om at få Søren hertil før tiden, og jeg havde én chance og kun én chance. Den mislykkedes. Nu er du alt, hvad jeg har at sætte min lid til.«
Filip flyttede uroligt på sig i stolen. »Hvad mener du?«
»Jeg mener, at du er Helvedes eneste håb. At du, Filip Engell,« Fanden løftede en finger og pegede

troede, djævle var udødelige?«
Lucifer mumlede et eller andet, Filip ikke kunne høre. Så rømmede han sig. »Derfor har jeg i den sidste tid søgt efter en værdig efterfølger til den sorte trone. Stor var min glæde, da jeg omsider fandt ham blandt menneskene. Hans navn var Søren, og han var et rigtigt pragteksemplar af en skarnsunge, der … Nå ja, alt det er du jo udmærket klar over. Hensigten var, at knægten skulle bringes hertil, oplæres i ondskabens tjeneste og – når tiden var inde – blive udråbt til den nye prins af mørket. Men som du jo ved, gik der noget galt, og du havnede hernede i stedet. Det har, mildt formuleret, vanskeliggjort tingene betydeligt. Ser du, Filip, ikke engang jeg kan bryde ind i skæbnens gang sådan uden videre. Jeg indgik en særaftale med Døden om at få Søren hertil før tiden, og jeg havde én chance og kun én chance. Den mislykkedes. Nu er du alt, hvad jeg har at sætte min lid til.«