«Der har levet et menneske, som tolv år gammel skabte matematikken … som i sekstenårsalderen skrev den mest lærde afhandling om keglesnit, som man har set siden oldtiden … som treogtyve år gammel påviste luftens tyngde og tilbageviste en af den gamle fysiks mest graverende fejltagelser, og for hvem det var lykkedes i den alder, hvor andre mennesker næppe er blevet voksne, atgennemstrejfe alle menneskelige videnskaber og gennemskue deres tomhed, og som derefter rettede sine tanker mod religionen … som endelig i de korte mellemrum mellem sine sygdomsanfald gav en almen løsning på et af geometriens vanskeligste problemer samtidig med, at han nedskrev sine tanker om Gud og mennesker. Dette skræmmende geni hed Blaise Pascal.»
Sådan beskrev Chateubriand i 1802 Blaise Pascal, et af idehistoriens mest bemærkelsesværdige hjerner, som blandt andet opfandt regnemaskinen, opdagede eksistensen af vakuum og opfandt sandsynlighedsregningen. Pascal har i dag givet navn til et computersystem — men hvem var manden, dette «skræmmende geni», der døde så ung, men alligevel nåede at bidrage til verdenshistorien med opfindelser og opdagelser, som har formet verden som vi kender den i dag?
