Anders Morgenthaler

Morgenthalers Dyrefabler: Lille Puha og tre andre fabler

  • Niels Jørgensenhar citeretfor 3 år siden
    Bertel kløede sig i øret og spiste det, der irriterede hans øregang. Det knasede herligt, som småbitte træstykker, der splintrer.

    Næsehornet strakte sig i solen. Det ville blive en varm dag. Han slog sig lidt på sine baller. De var helt døde og summede.
  • b7183807357har citeretfor 3 år siden
    Ligge på den bare, tørre jord, ubeskyttet mod solen og kulden, uden vand. Dette frø har ingenting for at kunne klare sig.
    For de fleste frø er det ikke enten eller. De er omgivet af evigt skiftende tilstande, af lunken jord, halvtør muld, syrlig kompost eller alt for blødt sand. Men en ting har alle frø til fælles, uanset om jorden er kold eller varm, våd eller tør:
    Alle frø vokser indefra”
    citat fra
    Mælkebøttens Visdomsbog
    [ovenstående er skrevet af en mælkebøtte, og det’ Sygt Svært for en plante uden arme! RESPEKT!!!]
  • Inbal Katzhar citeretfor 3 år siden
    Hvis jeg ikke havde rusket liv i dig, så var du død af tørst!”
  • Frederik Lindhar citeretfor 3 år siden
    det.
    Næsehornet kiggede sig omkring. ”Der sker ikke noget.”
  • Frederik Lindhar citeretfor 3 år siden
    fand’me ikke være Karl Smart,” hylede svinet. ”Du skulle have været færdig med vores vægmaleri for over en fuldmåne siden!”
    ”Det har jeg ikke haft tid til, og så er jeg kommet fra det,” stønnede Bertel og mønstrede sit mest naive ansigtsudtryk, men det må have set dumt ud, for vorte-svinet skreg: ”Det er fand’me det samme med alle jer KUNSTNERE! I tåger rundt hele dagen og samler INSPIRATION, eller hvad fanden I nu kalder det! Men laver I noget?! Gu gør I røv! I er en flok luddovne, ugidelige røvhuller. Vi andre knokler døgnet rundt for at få det hele til at løbe rundt. Tror du måske, at det er skide sjovt at skulle slås med andre vortesvin, som
  • Frederik Lindhar citeretfor 3 år siden
    stønnede Bertel og mønstrede sit mest naive ansigtsudtryk, men det må have set dumt ud, for vorte-svinet skreg: ”Det er fand’me det samme med alle jer KUNSTNERE! I tåger rundt hele dagen og samler INSPIRATION, eller
  • Rasmus Højlund Pedersenhar citeretfor 4 år siden
    Croissangutangen havde lange, slanke arme, der kunne nå fra den ene stikkende gren til den anden. Store, nysgerrige øjne, der spejlede skovbunden. Og lidt for store tænder i overmunden, hvor duggen kunne falde tidligt om morgenen og sent om aftenen.
  • Frankhar citeretfor 4 år siden
    Der var engang et næsehorn, der hed Bertel. Han sov tungt under en busk, mens bladene knitrede, og solen smeltede nattens dug. Bertels tunge krop hævede sig i takt med hans snorken. Han lå på den bare jord, og det gav en billefamilie rig lejlighed til at flytte ind i hans øre. Men deres højlydte småskænderier om, hvor farmors gamle sofa skulle stå, vækkede snart Bertel. Han missede med sine store, bløde øjne. Hans øjenvipper var lange og ifølge en nu tidligere bekendt feminine.

    Bertel rejste sig langsomt op. I samme øjeblik trådte billefamilien ud af hans øre, svært tilfredse med indretningen og specielt placeringen af farmors sofa. De tumlede ud over kanten af øret og styrtede rædselsslagne mod jorden, mens de alle undrede sig over, at deres hus ikke længere lå i stuen, men i tiendesalshøjde.

    Bertel kløede sig i øret og spiste det, der irriterede hans øregang. Det knasede herligt, som småbitte træstykker, der splintrer.

    Næsehornet strakte sig i solen. Det ville blive en varm dag. Han slog sig lidt på sine baller. De var helt døde og summede. Det er faktisk en af de få ulemper ved at være næsehorn: sovende numsepuder, og så selvfølgelig det faktum, at en masse mennesker vil skyde dig og save dit horn af for at putte det i te. Det er også en stor ulempe for et næsehorn.
  • mettethranehar citeretfor 4 år siden
    ”Jeg kan vaske mig,” sagde Bertel.
  • Casper Hartung-Struerhar citeretfor 4 år siden
    Bertel nikkede igen, men mest fordi verden på ingen måde gav mening. Han havde lavet en kæmpe tegning, han var glad for den, han kunne se, at der nu kom flere og flere dyr hen til væggen og betragtede hans tegning, mens de smilede. Mange af dem havde heller aldrig nogensinde hørt eller set havet. De så glade og tilfredse ud. Men Bertel følte sig tom indeni. Hvorfor ville hyænen ikke give ham noget mad, sådan som de havde aftalt?
    ”Vi ses, Bertel,” fnisede hyænen. ”Det her bliver en stor succes for dig! Takket være mig har du udviklet dig – ganske gratis! Hvilket minder mig om noget vigtigt!”
    Hyænen vendte sig om mod dyrene, der beundrede vægmaleriet. ”Hør her, øje-nassere! Så skal der enten lægges et styk foder, eller også tager man sine klamme nethinder og fiser ad helvede til!”
    Dyrene kiggede på hinanden og slap den
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)