Drengen holdt sig stadig et par hestelængder foran, og snart nærmede vi os den jernbeslåede port, som alle rejsende skulle passere, hvis de ville ind i Svend Tveskægs rige. To ansigter omkranset af store, rimhvide skæg skulede ned over kanten af palisaden.
Drengen råbte op til dem, at de skulle åbne porten, hvorpå den ene skæggede kaldte ned til nogen indenfor – ”Holgers knægt” havde folk med, en mand og en kvinde, begge til hest. Så pegede en tyk finger ned på os, og den skæggede spurgte os, hvor vi kom fra, og hvor vi skulle hen. I første omgang opfangede jeg ikke, hvad han sagde, for han talte jo dansk, og var nok også forfrossen i fjæset. Men Sigrid forstod og hviskede til mig, at jeg skulle sige, jeg var bådebygger, og at hun var min kvinde.
Det sagde jeg så. Mændene deroppe fik selskab af én til, en høj og hvidskægget gammel knark, som skulede ned til os. Han ville vide, hvilken gård vi skulle til, om jeg havde arbejde, der ventede på mig der, og hvilken æt vi var af.
”Min far hed Tormod,” sagde jeg og fik pludselig en følelse af, at mine hævnplaner var et storslået og modigt forehavende, og det gjorde mig sjældent snakkesalig: ”Jeg skal til ingen ringere end din konges gård. For jeg har en besked til ham.”
”Den besked kan du give mig,” mente den gamle.
”Nej,” sagde jeg. ”Beskeden er til din konge!”
Flere ord blev der ikke vekslet ved porten. Den hvidskæggede trak uldkappen bedre til om sig og løftede blikket mod markerne i vest, for solen stod lavt, og mørket ville snart falde på. ”Hmm-hm,” rømmede han sig og gik ned ad det, jeg antog måtte være en trappe på bagsiden af palisaden. Det klirrede i kæder og hejseværk. Porten blev åbnet.
Vi tilbragte natten på den indvendige side af Danevirke. Tveskæg havde permanent hærmænd posteret her, en styrke på godt og vel hundrede mand, som kunne råde over de omkringliggende marker og skove efter forgodtbefindende, men de måtte hverken opkræve skatter eller betaling fra folk, der holdt rast her, for alle de rigdomme, rejsende havde med sig, skulle beskattes i byerne længere nordpå. Den hvidskæggede gik under navnet Egir, og det var ham, der tog imod os, da vi red gennem porten. Drengen, der havde fulgt os over markerne, førte os til stalden, hvor han hakkede isen af en spand og fandt lune båse til vores heste, og der blev hældt hø og korn i trugene. Selv fik Sigrid og jeg plads i et af gæstehusene. Dem var der mange af, de lå spredt ud over den store, ryddede plads inden for porten, en hel lille landsby. I gæstehuset var der tændt op i ildstedet, og et par trælkvinder kogte vælling på korn og flæsk. Sigrid og jeg var ikke alene, for mange rejsende opholdt sig her, mens de ventede på familie, der skulle hente dem med slæder fra gårdene længere nordpå. Andre var trætte efter at have rejst i flere dage og tænkte nok, at de ville blive her lidt, før de drog videre. Blandt gæsterne i huset var også to mænd i fodlange, uldne munkekutter, som påstod, at de havde været helt nede i Miklagård og ville sælge mig