Månesøsteren

„Jeg ville ikke have det mindste imod at have dig her, Zara, men din mor kender mig næsten ikke, og jeg tvivler på, at hun vil overlade sin dyrebare datter til en fremmed.“

gør mig ondt at fortælle den, men ... de fik ganske vist kun et kort liv, og du fik ikke den glæde at vokse op hos dem, men jeg møder mange mennesker, der har levet længe og aldrig fun

forventer jeg at finde dig oppe. Du har ikke været i bad, siden vi ankom, og hele værelset stinker af din sved. Hvis du ikke er oppe og klædt på, når jeg kommer igen, har jeg intet valg. Så ringer

er som altid uden skyld, og jeg er problemet. En primadonna! Kan du ikke se, at det er mig, der har gjort os til det, vi er?! Mig!“ Lucía slog sig på brystet med en knytnæve. „Det var mig, der reddede Mamá og Pepe fra borgerkrigen. Det er mig, der aldrig giver op eller giver efter.“
„Jeg vil nu hels

været i New York i fire måneder efterhånden, og hvor Lucía elskede byens energi, havde Meñique det, som om den hektiske by langsomt tappede ham for alle kræfter. Han var ustandseligt forkølet, og det kolde vejr gjorde, at han kun sjældent

„Men selv hvis Charlie ikke var det,“ fortsatte jeg, „har du ingen anelse om, hvor kompliceret hans liv er. Han er for det første gift med en seriøst skræmmende – og meget høj – kvinde.“
„Okay, men sv

som Lucía havde insisteret på, at han skulle medbringe. „Så, gå nu op til din søster, Pepe.“
Pepe begav sig rystende af skræk op på scenen, hvor Meñique bel

bare, hvordan han er. Jeg var ikke nok for ham, og sådan er det.“
Lucía forstod, at det var meningsløst at fortsætte samtalen. „I er altså gode venner igen?“
„Ja,“ nikkede María. „Din far spurgte, om vi ikke skulle lægge fortiden

løfte blikket fra avisen. „Der er snak om, at oprøret snart vil brede sig hertil. Måske burde vi forlade Spanien, mens vi stadig kan.“

Som jeg altid har forventet.“ Hun trak nonchalant på skuldrene og tændte en cigaret. „Jeg har ventet mange år på det her.“
„Nogle mennesker venter et helt liv uden nogensinde at få succ