Revolution

Min mor døde da jeg var et lille barn, og min far giftede sig igen, med en kvinde, som havde to små døtre og en stor søn i forvejen – Edward – han var seks år ældre end mig. Jeg kom i skole som elleveårig i 1979 og var der i tre år; så havde min far ikke råd til mere, for man skal have penge til skoleuniform og materialer, og man skal også betale lidt i inspektørens hånd. Og så kan man ikke hjælpe med arbejdet derhjemme, når man går i skolen. „Hvis du alligevel ikke kan komme til at gå i skole i mange år, så er der ikke noget du kan bruge det til.“

Du dér!“ siger den flotte og smiler. „Kom nu herhen.“ Hun klapper på bænken ved siden af sig. Jeg tror hun er et par år ældre end mig. „Jeg hedder Salama,“ siger hun og rækker mig hånden.

Men det er ikke kun gamle tykke mænd, som kommer her. Også Faizal, som er discjockey på Moshi Hotel. Flotte solbriller, smart T-shirt, stort ur i guld. Faizal er den mest spændende mand jeg har mødt. Jeg kan ikke få mine tanker væk fra ham. Og om natten, når jeg drømmer: Faizal, Faizal, Faizal.

„Mange tak, smukke pige,“ siger han når jeg serverer hans mad. Og Faizal kigger meget på mig, men jeg lader som ingenting.

skal ikke gå de steder, Rachel, eller snakke med de piger – de er slemme og gudløse.“ Jeg kigger på barerne: pigerne som sidder ved bordene under markiserne – de har fint tøj, neglelak, håret er sat hos frisør. „Lad være med at stirre på dem,“ siger tante og trækker i min arm.

lidt over et år siden gennembankede jeg ham, fordi han ikke greb ind da Baltazar voldtog Samantha.

Samantha står på den anden side af nettet.

„Det var det jeg sagde,“ siger hun.

„Hvad sagde du?“ siger jeg.

„Du er tennisspiller,“ siger Samantha og slår til bolden, og jeg knækker en negl, og det rykker i armen når jeg rammer, og bolden flyver af sted af sted af sted. Måske helt til Canada.

hvide pige Samantha,

sorte tanzanianske røv og sig tillykke mens jeg kravler forbi dig på stigen

Jeg købte en gammel Chevrolet og var lykkelig; en tanzaniansk kvinde med egen bil er et Guds mirakel. Jeg gik med solbriller, der havde similisten på stellet. Ingen kunne se, at jeg er fra Afrika – førstegenerationsindvandrer. Men jeg gjorde et nummer ud af at fortælle det. De sorte amerikanere kalder sig afrikansk-amerikanere. De er ikke afrikanere. Jeg er. De bruger fortiden som en sutteklud; råber, at de er blevet snydt. Det er ubehageligt at blive sat i bås med dem. Hvem tror de solgte deres forfædre til slavehandlerne? Deres sorte brødre. Kom da over det. De kom væk fra Afrika og har over 125 års forspring som frie mennesker i USA. De blev født med et udgangspunkt, jeg har brugt hele mit liv på at opnå. Få trukket den finger ud og tryk på startknappen. Eller kys min