Og indtil nu havde hun klaret sig ganske godt. Hun skrev i det mindste igen; hun havde uventet forelsket sig i øerne og var blevet inspireret af de historier, hun havde hørt. Hendes hjerte helede også; det gjorde ikke længere ondt, når hun tænkte på sin eks, Alex, og det liv, de aldrig ville få sammen. At møde og blive venner med Magnús havde selvfølgelig også hjulpet med at lindre smerten, men det var mere end det. At være på Orkneyøerne, væk fra London og alle minderne, havde givet hende
perspektiv. Og når hun ikke gispede efter vejret og ønsked