Caspar Eric

Jeg vil ikke tilbage

  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    Det har aldrig været gratis
    at tale med kroppen.
    Det er ikke alt
    der kan siges med fravær.
  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 79

    110 indlagte
    Så mister endnu
    en sort mand livet
    et sted i USA
    efter at være blevet anholdt.
    Et knæ mod hans hals
    i otte minutter,
    og flere gange
    bad han om hjælp,
    sagde at han ikke
    kunne trække vejret.
    George Floyd,
    et navn i rækken
    af mennesker man har frarøvet
    retten til ilt,
    i landet der kalder sig
    ‘land of the free’,
    og indtil videre
    har hans morder kun fået
    en fyreseddel,
    og nu sidder han derhjemme
    og bestiller sine nudler,
    mens et samfund samler sig
    uden for hans dør,
    og Michigan brænder:
    et røgsignal,
    et råb om hjælp,
    et løfte om ikke
    at lide i tavshed
    fra lunger der snart
    er slidte af at skrige,
    udmattede af at pege
    på de evige gentagelser.
    Og under huden
    har vores blodkar
    den samme farve,
    men hvad hjælper det,
    så længe at selve
    åndedrættet
    er viklet ind i kurver
    og afkast og klasse,
    viklet ind i utallige
    klassefiktioner.
    Nu snakker de igen
    om behovet for at tale
    på den ‘rigtige måde’
    med taktiske stemmer,
    at demonstranter skal opføre sig
    klogt og civilt.
    Men det kloge og civile
    har tabt igen,
    så måske må vi snart
    begynde at skrige,
    nægte at vende
    tilbage til en verden
    hvor krampetrækninger stadig
    mistolkes som aggression
    både i USA
    og i et pænere Danmark,
    det skete også
    på et fly i Danmark.
    Omsorgen følger
    en bestemt grammatik,
    døden følger
    en bestemt grammatik.
    Så må det igen
    være tid til at smide
    afmægtige molotovs
    ind i sprogets sonetter.
  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 63

    177 indlagte
    Sveriges strategi
    ser ud til ikke at virke;
    forsøget på at opnå
    flokimmunitet.
    Og hele tiden
    den lille stemme
    der håber de fejler
    der ønsker at vi vinder
    der stadig tænker
    nationalstater som hold,
    selv i en verden
    hvor virussen har vist
    hvor nemt selv de hårdeste
    grænser kan krydses.
  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 56

    228 indlagte
    Jeg skal minde mig selv
    om at krisen er her,
    at jeg ikke bare
    kan hoppe på toget til Århus.
    De streamede Yahyas begravelse
    på ekstrabladet.dk,
    mine tanker til hans familie,
    mine tanker til hans kære.
    Og fuck de idioter
    der hylede op på Facebook
    om at folk ikke så ud til
    at holde ordentlig afstand.
    Selv på sorgens dag
    bliver muslimer shamet.
    De racistiske narrativer
    lurer under LCD’en,
    fuck de folk,
    fuck deres logikker.
    En hånd i vejret
    for det umuliges digte,
    det er umuligt at sigte
    til den sentimentalitet
    uden at begrænse
    en dreng til digter
    eller at begrænse
    digteren til dreng.
    Intet bliver nogensinde
    det samme igen.
    Månens korona
    skinnede hånligt og smukt.
    Jeg bankede ned i bordet,
    matte tårer,
    i hans eget “Månedigt”,
    som salve og salve,
    ville han ikke slås ihjel
    for ingenting,
    ingen skal slås ihjel
    for ingenting.
    Nej, ingen skal dø
    for flertallets ro.
    Jeg kan intet sige
    som han ikke selv
    kunne sige bedre,
    sige vredere,
    inde under hans rasen
    en rasende kærlighed.
    Jeg har allerede
    skændtes med Ada
    om hvad vi kan sige,
    hvordan det skal siges.
    Det er en ringe trøst
    at alt nu er forandret.
    Dét jeg savner
    er også et ungt
    menneskes fremtid,
    volden i digtene.
    Men volden i digtene
    er ikke kun digtenes,
    de er også drengens
    og også hans hænders.
    Alle vil have
    en virkeligere virkelighed;
    vinduer i panden,
    beton i munden.
    Så klager de over smerten,
    så vil de have den råt.
    Ind med lortet
    i den knækkede litteratur,
    så længe det brudte
    forbliver i linjerne,
    så vi kan stå på siderne
    og klappe helt sagte.
    I disse ensomme minutter
    er en brøndbyfan,
    lad os bare kalde ham Pervez,
    min største allierede.
    Nu må vi lægge
    identiteterne i koma,
    forsøge at finde
    et fællesskab
    mens ilden stadig
    brænder helt vildt.
    Lad den aldrig blive slukket,
    lad den aldrig varme.
    Lad den aldrig varme
    et politisk projekt
    hvis projektet ikke
    også er tvivlens,
    også er poesiens,
    som en røg der tvinger sig
    ned i lungerne,
    tvinger dem til at hakke
    nye melodier
    i de forstenede stemmer.
    Hvil i fred
  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 50

    267 indlagte
    Jeg kom til at kysse
    Vera på kinden.
    Dagene begynder
    at føles normale.
    Som om, okay,
    det her er livet nu:
    vaske mine hænder
    have håndsprit i hjemmet,
    vænne mig til
    at minimere kontakt
    med gelænder og telefon,
    afspritte iPhonen,
    tænke på genstande
    som forlængelser af kroppen —
    vaner der plejede
    at være tegn på OCD.
    Det hjælper på min angst
    at andre er angste,
    folk der ikke
    plejede at være angste,
    ligesom det hjælper
    på dødeligheden
    af normal influenza
    at folk vasker hænder;
    ting vi er vant til
    bare at acceptere.
  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 45

    320 indlagte
    Fuck, det er crazy
    at skulle handle ind lige nu
    med krydderen fuld
    af pollenallergi.
    For seks uger siden
    var et nys bare et nys.
  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 44

    319 indlagte
    Jeg satte mig på altanen
    og læste en bog,
    I smittens tid
    af Paolo Giordano.
    Ved ikke hvad jeg skulle gøre
    med rastløsheden uden bøger.
    Kiosken var lukket
    midt på dagen,
    forestillede mig at nogen
    i familien var blevet syg.
    Giordano skriver
    at manglen på solidaritet
    først og fremmest
    er en mangel på fantasi,
    fx at vi tænker
    at det er nogens egen skyld.
    Jeg åbnede en øl,
    tændte en smøg —
    fritiden føltes næsten
    som noget jeg havde fået foræret,
    som noget der aldrig
    rigtig havde været min.

    Caspar Eric Dage med Covid

  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 43

    324 indlagte
    Nogle dage
    kan jeg længes efter at blive syg,
    bare at få lortet
    overstået,
    selvfølgelig fordi
    jeg regner med at blive rask,
    selvfølgelig fordi jeg kommer til at tænke
    det raske som et valg.
    Rosa har fortalt
    at manden i sommerhuset
    med den kræftsyge kæreste
    snart må vælge
    mellem sit job
    og risikoen for
    at tage smitten med
    hjem i parforholdet.
    Han arbejder som politimand
    og selvom hans chef
    har været meget forstående
    har han ikke mere orlov.
    Der er huller i hjælpepakkerne,
    det er ikke alle
    som bare har råd
    til at blive på arbejdet
    eller tage bussen
    blandt usynligt smittende.
    Det føles som om
    hele vores system
    nu er fanget
    i en slags second wave-barndom
    proppet med ting
    vi skal lære på ny,
    konstant at gå rundt
    med en akavet krop.
    Flere af mine singlevenner
    jublede på nettet
    da Søren Brostrøm udtalte
    at selvfølgelig var det okay
    stadig at have sex,
    så længe man tog
    sine forholdsregler
    og tænkte sig om.
    Jeg har hørt at det er blevet en ting
    at skrive på Tinder
    at man foretrækker doggy
    som et ansvarsfuldt kink:
    en stilling der mindsker
    smitterisikoen.

    Caspar Eric Dage med Covid

  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 42

    335 indlagte
    Nede i børnehaven
    mellem afspærringstapen
    står foråret
    og springer ud i sig selv.

    Caspar Eric Dage med Covid

  • Gitte Søgaard Ulstruphar citeretfor 4 år siden
    DAG 40

    319 indlagte
    Karantæne er et ord
    der kommer fra italiensk:
    40 dage
    og 40 nætter —
    den periode
    man under pesten
    skulle holde sig inde
    før man var sikker
    på at smitten
    ikke lurede i kroppen.
    I Danmark havde vi dødsstraf
    for at bryde karantænen
    af frygt for kolera
    i 1813,
    og på Wikipedia står der
    at med nutidens vacciner
    er behovet for karantæner
    stort set afskaffet.
    De skriver ikke ‘i Vesten’
    men de mener ‘i Vesten’,
    et lille fact
    der nu er fortid.
    Visse historier
    bliver vi nødt til at omskrive,
    visse ting
    må vi bare vænne os til.
    Bobs kæreste, Sophie,
    er blevet bedt om at vælge
    en backupperson
    inden fødslen,
    hvis Bob har symptomer
    og ikke får lov
    til at komme med
    ind på stuen.
    Han har konstant telefonen
    på max volume,
    både virus og fødsel
    kræver en ny
    lydhørhed af os,
    et andet sprog.
    Nu siger han ting
    som ‘uge 38+2’,
    hans tid er blevet
    graviditetens tid.

    Caspar Eric Dage med Covid

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)