ad væggen ved siden af elevatoren. Han grynter, idet han synker ned i stolen, og kigger så op på mig igen.
“Skal du op på attende etage?”
Jeg kniber øjnene sammen, mens jeg tænker over hans spørgsmål. Han ved på en eller anden måde, hvilken etage jeg skal til, selvom det er første gang, jeg sætter foden inden for dette lejlighedskompleks, og det er helt sikkert første gang, jeg har set denne mand.
“Ja,” siger jeg forsigtigt. “Arbejder du her?”
“Det gør jeg.”
Han nikker mod elevatoren, og mit blik vandrer op til de oplyste tal over døren. Elleve etager endnu, før den er her. Jeg håber, den snart er her.
“Jeg trykker på knappen til elevatoren,” siger han. “Jeg tror ikke, at min stilling har en officiel titel, men jeg kan godt lide at kalde mig selv luftkaptajn, eftersom jeg sender folk helt op til tyve etager op i luften.”
Hans ord får mig til at smile, fordi både min far og bror er piloter. “Hvor lang tid har du været luftkaptajn på den her elevator?” spørger jeg, mens jeg venter. Jeg tror, det