Min mor siger

Min far har en bog om Victor Borge der hedder Smilet er den korteste afstand. Jeg er skeptisk over for smil, det er den vestlige verdens mest overvurderede muskelsammentrækning lige efter orgasmen. Jeg tror at den korteste afstand mellem mennesker findes i en enkelt uoverlagt sætning der skulle være forblevet uudtalt.

Jeg er midt i et hosteanfald da min mor ringer. Er du syg, siger min mor. Hun lyder truende. Nej, hvisker jeg, men min stemme er næsten forsvundet. Min mor skælder mig ud, hun bliver altid meget vred når jeg er syg. Hun taler om varmt tøj, sunde kostvaner, en halv times daglig motion, og har forskellige teorier om stress. Du brænder dit lys i begge ender, råber hun. Jeg hoster og hiver efter vejret. Du lyder som en mand, skriger min mor, du klynker, og du lever usundt, har jeg ikke sagt det mange gange. Jo, hvisker jeg. Min mor vil give mig en ny frakke. Den skal være grim og varm, og du skal altid have den på, råber hun. Også om sommeren, hvisker jeg. Ja, tordner hun, og du skal bruge din astmaspray, holde op med at ryge og gå ordentlig tid i seng. Du skal have det godt, skriger min mor, du skal være glad og have det godt. Jeg skal nok gå til læge, hvisker jeg. Nej, råber min mor, du er fuldstændig besat af din læge, sådan noget kan en mor mærke

er på tide at du møder en ny, siger Mulle. Jeg siger at det er jeg overhovedet ikke parat til. Du skal finde dig en mand næste gang, råber Mulles farmor. Tiderne skifter, farmor, siger Mulle. Mulles farmor fnyser. Bare hun ikke finder en neeeger, siger Mulles farmor, det ville være det værste.

Gud, hvor du klynker, siger min mor, bliver du aldrig træt af at høre på dig selv. Min mor siger at jeg skal passe på at jeg ikke bliver en overvægtig samfundstaber der aldrig får en uddannelse. Din ekskone antyder at jeg er tyk, siger jeg til min far. Han ser forvirret ud. Min mor bider hovedet af min marcipanmand. Du spiser far, skriger jeg, du gør mig faderløs, er du vanvittig. Vi laver bare en ny, siger min far. Du forkæler hende, siger min mor mens hun tygger på min fars hoved. Jeg kan høre hans øjne knase mellem hendes tænder. Kannibal, hvæser jeg. Du spolerer hende, siger min mor, det har du altid gjort. Det er jo bare julehygge, siger min far. Hvis det ikke var for mig, ville hun ikke kunne komme igennem en dør i dag, siger min mor, hvis jeg ikke havde sat nogle grænser da hun var barn, ville hun have endt sine dage på et julemærkehjem. Du var decideret overvægtig, siger min mor og ser på mig, pas på, skat, du har tendens til fedme. Hun snupper det stykke konfekt jeg skal til at spise, og putter det i munden. Du var bare lidt buttet, siger min far og klapper mig på håret

Min mor siger at det også er synd for de hjemløse, virkelig synd, men at man må tænke på at så har de heller ingen faste udgifter.

Jeg sidder i hans lænestol og ser Lille doktor på prærien og spiser pizza. Der er kommet en lille sigøjnerdreng til Doktor Quinns landsby. Han er stum og ulykkelig og bliver udstødt af befolkningen fordi hans mor arbejdede som prostitueret i den lokale saloon inden hun døde. Michaela finder ud af at han er god til at tegne, og så kommer han på kunstakademiet. I mellemtiden opsøger hun også hans forsvundne far og får ham til at indse at han har et ansvar for drengen. Da de forenes på jernbaneperronen, græder jeg lidt. Godt, vi har Doktor Mike, siger jeg til min far. Han ser forskrækket ud og henter en køkkenrulle. Du er da også så glad for din egen læge, siger min far. Der er nu ingen som Doktor Mike, siger jeg. Det er jo bare en tv-serie, siger min far og klapper mig på hovedet.

vender tilbage til cirkusmanegen, nu resignerede, og forstår langsomt at alting omsluttes af sig selv. Vi går rundt i cirkler, tænker i cirkler, taler i cirkler, vores udsagn er snurrende grammofonplader, vi lever på en rund planet, ser på runde ting med vores runde øjne i vores runde ansigter. Vi er overlevende enmandshære der går rundt i en cirkusmanege med en selvlysende glorie af ensomhed der følger os overalt.

Vi forestiller os at vi kan indgå i relationer, og vi drømmer om at mennesker ikke er udskiftelige. De få gange vi rent faktisk glemmer at ensomheden findes, bliver vi så ekstatiske af lykke at vi kalder det kærlighed, selv om det tætteste vi kan komme, er muligheden for at møde et menneske der jævnligt får os til at tvivle på at vi er alene. Det eneste vi kan håbe på, er hurtige glimt af kortvarig intimitet der ikke erstatter ensomheden, men i bedste fald kan fungere parallelt med den. Så bliver vi henrykte og siger ja til hinanden i kirker, lever sammen i trædemøller og sætter parallelle fodspor på jordkloden. Vi mærker en snigende fornemmelse af en illusion, for inden i navlen er der en cirkusmanege, men før der var en navle, var der en navlestreng, og efter at den blev klippet over, er det aldrig blevet muligt for os at være ét med en anden

Det er så yndigt at føøøøøøølges ad, brøler jeg ud i rummet. Min fars kone henter sit transportable keyboard og sætter sig på sengekanten. Hun slår nogle toner an. Alting handler ikke om dig, siger hun. Jeg synger de to første vers. Hun smiler til mig og siger at vi kan lave stegt flæsk og persillesovs i aften. Jeg når til fjerde vers. Det er vemodigt at skilles ad, synger jeg og begynder at græde. Så, så, siger min fars kone, du skal nok blive gift mange gange. Min far står i døråbningen og ser tilfreds ud. Det bliver hyggeligt, siger han.

Hvorfor skal du altid være så underlig, skat, spørger min mor. Jeg er da i det mindste ikke vegetar, siger jeg. Nej, du spiser så usundt, siger min mor, du har et bekymrende forhold til mad. Jeg siger at mad er et stærkt ord. Min mor sukker og siger at man jo altid elsker sine børn, uanset hvordan de er. Jeg siger at den slags udsagn er forbeholdt mødre til kriminelle og narkomaner. Hun siger at rygning også er en form for narkomani.
16