Jeg er midt i et hosteanfald da min mor ringer. Er du syg, siger min mor. Hun lyder truende. Nej, hvisker jeg, men min stemme er næsten forsvundet. Min mor skælder mig ud, hun bliver altid meget vred når jeg er syg. Hun taler om varmt tøj, sunde kostvaner, en halv times daglig motion, og har forskellige teorier om stress. Du brænder dit lys i begge ender, råber hun. Jeg hoster og hiver efter vejret. Du lyder som en mand, skriger min mor, du klynker, og du lever usundt, har jeg ikke sagt det mange gange. Jo, hvisker jeg. Min mor vil give mig en ny frakke. Den skal være grim og varm, og du skal altid have den på, råber hun. Også om sommeren, hvisker jeg. Ja, tordner hun, og du skal bruge din astmaspray, holde op med at ryge og gå ordentlig tid i seng. Du skal have det godt, skriger min mor, du skal være glad og have det godt. Jeg skal nok gå til læge, hvisker jeg. Nej, råber min mor, du er fuldstændig besat af din læge, sådan noget kan en mor mærke