En ung kvinde øver sig i at sove alene i Berlin. I New York sidder hun på et hotelværelse og ser Trump vinde valget. I en uspecificeret tysk skov farer hun vild under granerne, og i en flyvemaskine mod Hanoi tænker på hun på dengang, hun troede, man kunne lave sine egne vinger ud af pap.
Mellem lange nætter i Neukölln og en kasse med gamle fotografier sætter hun sig for at forsøge at forstå sin familie. Hendes mor, der var ung punker i DDR og aldrig fik den frihed, som hun drømte om. Hendes mormor, der fandt sikkerhed i livet som partisoldat. Hendes far, der var den eneste sorte i den østtyske landsby, indtil han blev sendt tilbage til Angola. Hendes tvillingebror, der styrtede i døden som 17-årig. Wenzel skriver om livsglæde og ensomhed og knuste hjerter, om de roller, som samfundet tildeler dig, og om jagten på noget at spejle sig i.