Jeg farer vild i supermarkedet og leder forgæves på hylderne efter varer, som ikke længere bliver produceret, og indleder lange samtaler med kasseekspedienten, indtil de beklager sig i køen. Bagefter tjekker jeg bonen og finder fejl i tilbudspriserne, som det tager timer at udrede: “Der er åbnet for kasse to.”
Jeg henvender mig til folk under tredive år, som om de er børn. Sådan ser de ud i mine øjne, jeg er tæt på at klappe dem på hovedet og spørge, om ikke de skulle være i seng? De siger “hr.” og “De” og åbner døren for mig, i håb om at jeg går. Jeg er følelseslabil og græder over ingenting og får raserianfald, som om jeg er konstant bagstiv.