du på noget bestemt, inden du stak kniven ind?”
“Det er svært at svare på. Jeg kunne ikke selv have taget de første dyr. Det tror jeg ikke. Derfor var det godt, at Mads, som han hedder, var med. Det var en værdig død. Helt ærligt, de lam har haft det fantastisk. De har gået rundt oppe på fjeldet og haft et herligt liv, Sólrun havde været med til at tage dem ned, de havde gået et par dage i høhuset og var fuldstændig afstressede.
Jeg ved fra Sólrun, at hvis man tager får ned, og der ikke er ordentlige faciliteter, så de går rundt i ingenting i nogle timer, inden de slagtes, kan de blive stressede. Her havde de gået helt fredeligt og spist hø i nogle dage, så de duftede godt.
Da vi skar mavesækken op, steg en engduft op i næseborene på mig. En mindelse om friske græsmarker og rent hø. Det var smukt. Faktisk meget, meget smukt. Det var naturligvis også mærkeligt, for anatomien er ret meget lig vores egen.
Fårene vidste ikke, hvad der skulle ske med dem. Jeg tror nu nok, at jeg selv ville have luret det, hvis jeg var dem. I høhuset gik fem dyr og hyggede sig. Et menneske kom ind og tog det ene ud, snørede benene sammen på det, lagde det op i en trillebør og kørte 100 meter. Så gik der lidt tid. Lammet kom ikke tilbage, men mennesket kom tilbage og hentede det næste og det næste og det næste. Pludselig var der kun et dyr tilbage. På den måde er de jo lidt dumme. Hvad der var i gang, ville både du og jeg nok have regnet ud.”
“Jeg er en gammel kone og vil gerne have sådan en død: et frit liv, til jeg en dag lukkes ind i høhuset, får en boltpistol for panden og falder bum om på siden. Hellere dét end at sidde i årevis, helt afhængig af andre, på et plejehjem eller derhjemme