Og hvordan skulle jeg klare mig? Jeg er jo også sådan. Det jeg har opnået i livet er ikke noget at bygge videre på, hverken i min livstid eller nogen andens.
Men hvorfor skulle vi også være nyttige og for hvem? Hvem har delt verden i de unyttige og de nyttige, og med hvilken ret? Har tidslen ikke ret til at leve og Musen som æder kornet i laderne, Bierne og Dronerne, ukrudtet og roserne. Hvilken hjerne vil driste sig til at dømme om hvem der er bedst og hvem der er værst? Det store træ som er skævt og hult, har overlevet i århundreder uden at blive fældet fordi man alligevel ikke kunne lave noget af det. Det eksempel burde kunne glæde sådan nogle som os. Alle kender udbyttet af det nyttige, men ingen kender udbyttet af det unyttige.
– Det ser ud som det brænder nede i byen, sagde Tavs henne fra vinduet. – Der er ildebrand et sted.
– Sæt jer nu ned, nu kommer jeg med croutonerne, sagde jeg da jeg havde forsikret mig at øjnene var tørre igen. Men jeg kunne ikke lokke dem hen til bordet. De stod alle sammen som klinede til vinduet, helt tavse. Så så de på mig. Dyzio så plaget ud, Tavs vantro, og Gode Nyhed så så trist ud at det næsten fik mit hjerte til at briste.