bookmate game
Bøger
Kjeld Hansen

Det tabte land

  • mariellajensenhar citeretfor 6 år siden
    vores fælles kulturarv. En eneste generation lagde øde, hvad snese af generationer næppe vil kunne bringe på fode igen.
    Stort set alt, hvad vi i dag kæmper med af miljøgæld ude i det danske landskab, kan føres tilbage til denne epoke. På grund af mændene i Statens Landvindingsudvalg må vi afsætte milliarder af kroner til naturgenopretning, vandmiljøplaner, naturplaner, vandrammedirektiv, habitatdirektiv og biodiversitetskonvention. Det er altså ikke synder fra en fjern fortid, der afbetales på. Hovedstolen i nutidens miljøgæld blev stiftet i de 30 år, hvor landvindingssagens proselytter herskede over landskabet.
    Jeg
  • mariellajensenhar citeretfor 6 år siden
    Historien skaber vores identitet, hvad enten vi vil det eller ej. Den er grundlaget for vores værdier og vores kultur. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad historien bygger på – myter eller solide kendsgerninger.
    Det gælder også den store fortælling om magten over det danske landskab.
    Den sande historie rummer muligheden for, at vi bliver klogere og undgår at gentage vores historiske dumheder, for ikke at sige katastrofer. Men det forudsætter, at fortælleren arbejder flittigt, ærligt og grundigt. Det har jeg forsøgt med denne bog.
    Den beskriver, hvordan det kunne gå til, at et lille land som Danmark mistede sin natur. Hvornår foregik det? Hvad skete der? Hvem stod bag? Og svaret på det helt store spørgsmål: Kunne det betale sig?
    Her er en forsmag på, hvad jeg fandt ud af:
    I det danske landskabs historie findes der ingen epoke, der tåler sammenligning med årene fra 1940 til 1970. I denne periode regerede Statens Landvindingsudvalg overalt i det danske landskab, med stort set uindskrænket magt og uden for enhver rimelig demokratisk kontrol. Hvad der skulle have været en to-årig kriseforanstaltning, udelukkende for at imødegå skadevirkningerne af den tyske besættelse, blev hårdnakket håndhævet som en rettighed i mere end 30 år.
    For nogle få velhavende jordejere betød Landvindingsudvalgets støtte en betydelig økonomisk gevinst. For danskernes natur fik den fatale følger.
    Aldrig er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort, så mange enge drænet, så mange overdrev pløjet op, og så mange søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere. Og med forarmelsen af naturen forsvandt dyrene, fuglene, insekterne og planterne.
    Aldrig nogensinde er der over så kort en periode gjort større indhug i
  • mariellajensenhar citeretfor 7 år siden
    Joseph Owen var blandt grundlæggerne af dansk kemisk industri, som vi kender den i dag. I 1826 havde han købt Fredens Mølle på hjørnet af Amagerbrogade og Holmbladsgade i København, hvor han producerede olier, sæber og bengødning. I 1833 opnåede han 10 års eneret på at fremstille sin ”Patent-Gødning”, som han selv kaldte den. Hovedingredienserne i denne livseleksir for planter var ”fejeskarn fra gaderne, såkaldt dagrenovation, ler og friske menneskelige ekskrementer i forholdsmæssige dele”. På Amager opbyggede Owen Danmarks første gødningsfabrik, der påbegyndte produktionen af superfosfat i 1850’erne. I midten af 1860’erne havde Fredens Mølle et faktisk monopol i dansk gødningsindustri
  • mariellajensenhar citeretfor 7 år siden
    Teknologien havde også gjort sine fremskridt, og dygtige ingeniører stod klar til at omskabe det øde vildnis til frodige græsgange og bølgende kornagre. Polyteknisk Læreanstalt havde forberedt dem godt; fra 1857 udbød læreanstalten en egentlig uddannelse af civilingeniører med kurser i digebygning samt udtørring og regulering af vandløb. Fra 1860 og århundr
  • mariellajensenhar citeretfor 7 år siden
    Guldalderen var derimod en gylden lykketid for de danske storke, der dengang ynglede her i landet i et antal af 8.-10.000 par. Skovene var reduceret til næsten ingenting, og våde enge og udstrakte overdrev havde en dominerende udbredelse.
    Storken optrådte som en fast ingrediens i guldalderlandskabet, og der var så mange af de langbenede frøædere, at de måtte yngle i kolonier. På Virring Præstegård sydøst for Randers optalte Steen Steensen Blicher i 1811 hele 64 storkereder. Det var Danmarks største og mest kendte koloni på en og samme gård; i 1934 var der stadig en enkelt rede tilbage. På samme tid ynglede der mindst 21 storkepar i Gudme, alene 20 par på præstegården. Holstebro havde i 1820’erne og 1830’erne mindst 20 reder og var kendt i datiden som ”storkeby”. I Roager i Sønderjylland var der 36 par storke omkring 1840.
  • mariellajensenhar citeretfor 7 år siden
    ”fredskovsloven”. Den ville sikre det eksisterende skovareal. Samtidig tog man for alvor fat på at opdyrke og tilplante de enorme hedearealer, især inde i Jylland1
  • mariellajensenhar citeretfor 7 år siden
    1805 var højskoven savet ned til at dække sølle fire procent af landet, og sandflugten hærgede på store afskovede områder, især i Jylland. Men nu skulle det være slut. Kongen udstedte derfor
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)