Hvis det er os

Vi går hen til postmanden, og jeg kysser Arthurs navn på kassen, inden jeg rækker ham den. Fyren sender mig et forvildet blik, for han aner ikke, hvad Arthur og jeg har været igennem de sidste uger for at stå her nu.
Da kassen er på vej, er vi også på vej.
Og da jeg forlader posthuset denne gang, er det med Arthurs hånd i min.

Arthur ryster på hovedet. “Og det her er grunden til, at jeg ikke stoler på dig. Jeg håber, du og Hudson får et skrækkeligt liv sammen.” Han ser mig lige ind i øjnene. “Det er slut mellem os.”
Jeg rækker ud efter hans arm. “Arthur.”
“Nej! Jeg er færdig med det her. Jeg glæder mig, til jeg skal hjem.”
Jeg tror ikke, han mener Onkel Miltons hjem.

Nogen sparker til min fod, og jeg åbner øjnene for at undskylde, at jeg har strakt benene ud, for jeg er helt klart en ubetænksom idiot. En fyr står over os. Han har en lille dreng i hånden.
“Undskyld,” siger jeg.
“Det der gider ingen at se på,” siger manden og peger på Arthur og mig med sin avis. Han bliver ved at stå der. Andre passagerer kigger på os.
“Se hvad?” Jeg sætter mig op, og Arthur åbner øjnene. Jeg får en fornemmelse af, at han slet ikke sov.
“Bare hold den slags derhjemme, okay? Jeg har et barn her.”
“Hvilken slags?” siger jeg.
“Du ved, hvad jeg mener,” siger manden. Han er ved at blive rød i hovedet, og jeg ved ikke, om han er vred eller forlegen, fordi jeg ikke bare tager imod hans lort.
“Ja. Jeg hænger ud med en fyr, jeg kan lide.” Jeg rejser mig op. Mit hjerte hamrer, for jeg er ikke sikker på, at den her fyr ikke kan finde på

ger op. Han ser efter mig.
“Hey,” råber jeg.
Arthur er lige ved at tabe telefonen. “Hey,” siger han. Og rødmer. Han er nok lidt overrasket.

Og der er Arthur, halvt så stor som den fyr, der er klædt ud som Captain America. Hans skjorte er delvist proppet ned i bukserne, og han stirrer ned i sin telefon, mens han hvert andet øjeblik smugkig

at det her er creepy. Nå, men hej, i hvert fald. Jeg hedder Ben.
Jeg stirrer bare på den.
Jeg er målløs.
Mine hænder ryster. Jeg må – okay. Jeg sætter mig ned. På kanten af min seng. Med telefonen i begge hænder. Alle ordene er tågede. Jeg kan ikke helt – Ben. Han har et navn, og det er perfekt. Arthur og Ben. Arthur og Benjamin.
Jeg må skrive tilbage. Fuck. Det her sker rent faktisk.

Holy shit.
Hej, okay, jeg ved ikke, om det her er en joke eller sådan noget, men jeg så din flyer om posthuset. Jeg kan lige så godt være ærlig, det freaker mig lidt ud. Men på en god måde. For jeg tror, at det er mig, du leder efter? Jeg håber ikke,

Hvis man misser en time, fordi man er syg eller sidder og kigger, mens man tænker over, hvordan det ville være at blive elsket af nogen, sætter lærerne ikke timen på pause for at få én med. De fortsætter bare.

føles, som om jeg indånder håb.

Jeg er virkelig glad for, at universet fik os til at ske.”
“Universet satte os bare i gang,” svarer han. “Vi fik os til at ske.”