Thor Heyerdahl

Fatuhiva. Tilbage til naturen

    Jette Holkhar citeretsidste år
    Fremskridt kan i dag også defineres som menneskets evne til at gøre det enkle indviklet
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Primitivt liv i vildmarken havde fyldt os med et velvære, givet os mere end bylivet nogen sinde havde kunnet give os. Vi havde aldrig set mennesker derhjemme, ikke engang vores egen familie, le så let, og være så ubekymret glad som Tahia-Momo og Tei Telua, der ejede mindre end noget andet menneske vi nogen sinde havde mødt
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Vi ynder at betragte fremskridtet som det moderne menneskes kamp for at sikre bedre mad for flere mennesker, varmere tøj og rummeligere huse for de fattige, mere lægehjælp for de syge, øget tryghed mod krig, mindre korruption og forbrydelse, et lykkeligere liv for unge og gamle. Men fremskridtet har vist sig at omfatte meget mere. Det er fremskridt når våben forbedres så de kan dræbe flere mennesker på længere afstand. Det er fremskridt når en lille mand bliver en overmenneskelig kæmpe, fordi han kan trykke på en knap og sprænge kloden i stumper og stykker. Det er fremskridt når menigmand kan holde op med at tænke, fordi andre viser ham hvad der sker, hvis han skruer på en knap eller drejer et rat. Når folk bliver så specialiserede at de ved næsten alt om næsten ingenting. Og når vi kan glæde os over fritidsproblemer. Det er også fremskridt når virkeligheden bliver så dødkedelig, at vi alle overlever ved at sidde dødstille og glo på underholdning der sprøjter ud af en kasse. Når der opfindes én pille som kan kurere den skade en anden pille har forvoldt
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Mennesket har undfanget et forjættet ord. Først slap vi det ud af munden, derefter lod vi det tage os ved næsen og føre os vild. Ordet er »fremskridt«. Da det ord blev skabt, var meningen at beskrive en bevægelse fremad, eller en forandring fra noget dårligt eller godt til noget bedre. Aldrig en forandring til noget værre. Men så bedrog vi os selv. Med overlegen selvtillid antog vi at vi selv aldrig ville ændre noget til det værre. Derfor gik vi hurtigt over til at bruge nøjagtig det samme ord til at beskrive menneskets forandring af omgivelserne, vor egen bevægelse bort fra naturen. Kort sagt, enhver opfindelse, ethvert kunstprodukt, ethvert skridt bort fra gårsdagens verden. Fremskridt blev noget som uret og ikke kvaliteten afgjorde
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Der er intet at vende tilbage til for moderne mennesker,« indrømmede jeg. Jeg sagde det højst modvilligt, for vores fantastiske tid i vildmarken havde givet os en smag på hvad menneskeheden har vendt ryggen, og hvad vi fremdeles prøver at fjerne os endnu mere fra
    Jette Holkhar citeretsidste år
    På vejen blev vi standset af en fyr i stråhat og lændeklæde, der tilbød at slå en handel af med mig. Hvis jeg lod ham få Liv, skulle jeg få hans kone og fire børn i bytte. Han bredte armene ud, som om han målte en tønde, for at jeg skulle forstå at jeg afgjort fik kvantitativt mest ud af det. Han virkede særdeles forbavset da Liv og jeg begge sagde nej tak
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Det plagede mig at antropologerne tog så let på mine egne fag, biologi og geografi, at de ikke engang havde lært dem som støttefag i deres studier
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Jeg kunne sidde og meditere over hvad som helst. Jeg følte mig mentalt afslappet. I modsætning til derhjemme sled vi her til vi blev trætte i arme og ben, og så brugte vi et udhvilet hoved til at hygge os med klare tanker. Tei og jeg går på jagt og fisker, plukker bær, strejfer om i skoven, klatrer på bjerget og svømmer: alt sammen for at skaffe maden, tænkte jeg. I vores arbejde gør vi det samme som andre gør i ferierne. Derhjemme sidder de ved en skrivemaskine, står i en butik eller arbejder med skruetrækker i elleve en halv måned af tolv for at få to uger til deres private fornøjelse. Så farer de fra deres store huse ud til en lille hytte eller et telt. Til en hvilken som helst plads i solen. Til et sted hvor de kan gå på jagt eller fiske, plukke bær, strejfe om i skoven, klatre i bjergene og svømme. Det primitive menneskes arbejde er blevet det moderne menneskes fritid. Selv frisk luft og sol er en luksus for det moderne menneske, tænkte jeg. Vi låser os inde med elektriske støvsugere og elektriske pærer og slider indendørs for at tjene nok til at betale elektricitetsregningen og vore to uger i solen.
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Da spanierne kom til Peru og derfra fortsatte ud til Polynesien, kom de som forløbere for os og vor civilisation, tænkte jeg. Først skød vi de indfødte ned, der havde modtaget os gæstfrit og med æresbevisninger. Derefter fortalte vi dem i Jesu navn at de skulle lægge deres barbariske køller og slynger væk. Så udskiftede vi deres gammeldags våben med langtrækkende rifler og tvungen militærtjeneste. Høvding Teriieroo havde stolt vist mig Æreslegionens høje orden, som franskmændene havde givet ham for at have kæmpet mod tyskerne. Polynesierne blev hentet til Europa for at slås
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Gamle Tei Tetua havde aldrig hørt om admiral Mendaña eller kaptajn Cook. For ham var Tiki opdageren, for han var kommet med Ateas mørke og Tanes lyse børn, dem som europæerne havde fundet efterkommere af på øerne. Vi fremmede tog fejl, når vi sagde at europæerne havde opdaget Marquesasøerne. Det var Tiki, der først bragte Tei Tetuas forfædre hertil.
    Nu begyndte jeg at betragte tingene med Tei Tetuas øjne. Mendaña og Cook var bare gæster. Naturligvis. Men hvad var Tiki som begreb for os i Europa?
    Når vi sad sammen med den gamle eremit og hans adoptivdatter på stranden, og fuldmånen lyste over den folketomme dal bag os, spekulerede jeg somme tider på hvordan dette folk overhovedet kunne holde hvide mennesker ud
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Da de sejlede rundt om øen for at ankre op i læsiden, skulle polynesiere og europæere også mødes for første gang. Polynesierne stod allerede på bredden, men europæerne kaldte sig selv øens opdagere
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Tei Tetua ejede hele Ouiadalen alene, der var i hvert fald ingen der bestred hans rettigheder, og vi kunne vælge hvilken boplads vi ville uden at betale leje. Vi var gæster i den gamles kongerige, og alt hvad der var hans, var også vores. Tei Tetua havde ingen fornemmelse for personlig ejendom
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Den gamle mand havde også gravet sin egen grav ved siden af huset. Han havde lagt flade sten over den, med kors på, og vi fandt ham tit nede i den hvor han var optaget af at smide jord og skidt op som hønsene havde sparket ned i den
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Tioti,« afbrød jeg. »Hvad skal man med penge når man kan få mad nok?«
    Klokkeren smilede bredt. »Sådan er det,« sagde han og trak på skuldrene. »Før var det godt nok uden penge. Ikke nu. Nu er vi ikke vilde mere
    Jette Holkhar citeretsidste år
    mens mennesket endnu dvælede i deres animalske forgængeres kromosomer
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Denne overdådige skov var her i dag, ikke i går, og i morgen kunne den måske forsvinde igen. Den var et lån på ubestemt tid. Men hvor var så alle disse millioner af tons saftfyldt tømmer kommet fra, denne sammenfiltrede vrimmel af gensidigt afhængigt liv? Der var kun kommet nogle få vind- og strømbårne celler hertil, og de var eksploderet i dette virvar af levende, døende, rådnende og genfødte arter. Tiden alene havde sørget for denne totale forandring fra nøgen sten til et skovklædt Paradis
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Hvem kerer sig om en skov, der ikke har givet penge siden kulsviernes tid?
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Ingen anden end det såkaldte hvide menneske med dets hvileløse jagen efter forandringer og fremskridt, ville kunne ødelægge en paradisø, som en tidligere såkaldt indfødt befolkning havde taget så god vare på
    Jette Holkhar citeretsidste år
    Så var et stort europæisk sejlskib ankret op nede i den blå bugt bag træerne. Mænd med trekantede hatte og stramme bukser var gået i land med tordnende ildvåben for at hente vand, frugt, levende grise og kvinder. De medførte rom og opskrifter på hvordan man kunne lave brændevin der var meget stærkere end den uskyldige hjemlige kava. De kom med et helt andet livsmønster, og med smitsomme sygdomme. Øboerne tog imod det hele med taknemlighed og beundring. Det var forbi med vildmandslivet i Polynesien. Det var også ude med den polynesiske kultur. På Motane var det ude med alting
    Jette Holkhar citeretsidste år
    På Fatuhiva og Hivaoa havde vi set hvordan den hvide mand havde prøvet at få fodfæste, opsat på at gøre forholdene bedre både for sig selv og sine polynesiske værter. Han havde indført sin egen levevis og sine egne husdyr, og derved ødelagt balancen i et naturligt opbygget miljø
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)