Kroppens fortællinger

Denne nivellerende tendens er tilsyneladende stræben efter demokrati, men i og med at den ikke giver plads for den enkeltes ressourcer, medfører den snarere ligegyldighed og talent-opgivelse/underdrivelse, som så igen trækker modløshed og engagementstab med sig. Ved at begrave sine egne talenter, behandler man dem ansvarsløst.

dominere, lede og undertrykke.

På den ene – den tidlige side – er der den nivellerende position, hvor man ‘sætter sit lys under en skæppe’, tilstræber et tilsyneladende ligeværd ved, at man opgiver sit særpræg og sit initativ, sin specielle viden, sit særlige talent og sin kreativitet for på den måde at undgå at

Man løber stresset af sig, men kan ikke løbe fra det.

Existensproblemet opleves ikke ens af alle unge. Nogle ser ud til slet ikke at have problemer med overgangen til voksenlivet. De går hurtigt i gang med at skaffe sig en plads og stiler mod velbetalt arbejde. De får det og kommer måske aldrig ud i dybe storme. Måske får de et godt og helt liv på den måde. Måske er det blot deres måde at klare existensproblemer på: ved at arbejde sig ud af dem, undgå at mærke dem.

Så indviklet er det, at selv fravær af problemer kan være problematisk, mens store overgangsproblemer kan medføre stor livskvalitet, måske fordi det at stille spørgsmål til organiseringen af det voksne liv ikke bare giver vanskeligheder, men også medvirker til ændringer af dem og indsigt i deres mekanismer.