Tiden efter

Hele det efterår tog han derned hver weekend.

Hun skal bo i den lejlighed, der tilhørte hendes kusine – hende der skal giftes i næste uge.

En dag snakkede hun dog med ham om, at hun ikke havde nogen penge, og at han skulle betale for alt.

Igen og igen hørte hun Noëls kolde, irriterede svar, da hun sagde, at hun var gravid; igen og igen spillede hun pladen med Fenellas stemme i telefonen med den præcise blanding af ligegyldighed og fjendtlighed, der i den grad havde slået hende ud – de var ikke, havde aldrig været hendes utroligt kære, nære venner.

At huske hende som gammel var meget bedre: Hendes store ansigt i samme farve som grå sovs, hendes forbavsende bløde hud, øjnene som bittesmå sten bag de tykke brilleglas, den nedadgående række af hager, det tilbagestrøgne, østersfarvede hår, det slyngede netværk af rynker over hele ansigtet som krakeleret porcelæn, udtrykket af mild ængstelse affødt af et helt liv med ikke at være helt sikker på, hvad det var, hun så, afbrudt af et minutiøst gennemborende og venligt blik, der på en eller anden måde fik en til at glemme alle hendes hver især uskønne træk.

I dag besluttede hun at holde sig til at få huset i orden, vaske sin anden trøje og gøre rent i stuen, som blev meget støvet af asken fra kaminen.

– Jeg er bange for, at jeg spildte en lillebitte dråbe eller to, men jeg tror, det kun var på lagenet.

Hun kørte hjem opfyldt af samtalen ved frokosten.

I kan kalde på mig, når I er parat til at drikke te. – Vi kan lige så godt tage stueetagen først, nu hvor vi alligevel er her.

– Du kunne have ringet til mig.