Den jeg skulle blive

Og hvad var der med mig, hvorfor skulle jeg være sådan, at hver gang noget føltes forkert for Johanna, kunne jeg ikke tænke på andet, end hvordan hun havde det, jeg måtte følge hende i hvert eneste lille humørskift, og alle anklagerne og irritationen og hendes uforståelige sorg satte sig i mig, så når hun vågnede og var glad igen og pludselig havde lagt alt det bag sig, som ikke havde været til at holde ud, så var jeg stadig urolig og oprevet, stadig ængstelig for hvordan det gik med hende, med os.

Og alligevel kan jeg huske, hvordan det var, hvor trangt vi gjorde det for os selv og hinanden.

– Lad være at sige mere. Jeg vil helst ikke diskutere med dig. Jeg kan ikke bruge dine argumenter til noget. For mig kommer de fra en anden verden.

Endelig skulle jeg opleve eksistensen, som den kun kan vise sig for en, der ikke prøver at gemme sig i en andens milde, altid formildende nærvær.

Jeg vidste, at Hildegunn flirtede med andre mænd, når hun gik ud, mænd på hendes egen alder, jeg gik ud fra, at hun overvejede at finde sammen med en, der var mere etableret end mig, en mand med arbejde og bil og ønsker om at stifte familie.

Hendes bror foreslog, at vi skulle gå op til alteret, så han kunne vie os.

Så snart jeg går ind på disse tanker om det kvindelige, er det, som om jeg går til i dem, der bliver ikke plads til mig i billedet af det evindelige mandlige, som det lige så evindelige kvindelige frembringer.

I længere tid havde jeg haft det sådan, at jeg fik tårer i øjnene, bare nogen lidt tilfældigt lagde en hånd på min skulder.

Kroppen var god­troende, det vidste jeg fra tidligere, den håbede altid på det bedste, troede på det gode, satsede på, at alting ordnede sig. Den tog næsten altid fejl.

Jeg trak dem på, så mig selv i spejlet og blev bange. De korte habitbukser gjorde et eller andet ved mig, der ikke var godt. Men nu var der ingen vej tilbage.