Den spanske syge

Der er to problemer med disse kilder: Dels har de været igennem to oversættelser – en fra dansk til engelsk og derefter tilbage til dansk – hvor enkelte detaljer kan have ændret betydning. Dels kan de være blevet fordrejet af tiden. Det er en kendt sag, at der kan ske forskydninger, når folk tænker tilbage på begivenheder, som fandt sted for mange år siden. I dette tilfælde har ældre mennesker erindret noget, de oplevede 54 år tidligere som børn eller unge. Der er tale om kilder, som kan have en vis grad af anekdotisk karakter. Det samme gælder i øvrigt mange af de beretninger, som i dag ligger i lokalarkiverne, og de erindringer fra arbejdere og pensionister, som er indsamlet af Nationalmuseet og Københavns Kommune i 1950’erne og 60’erne. I aviserne fra 1918 og 1919 er vi tættere på begivenhederne, mens de sker, men også her er der risiko for, at beretningerne har fået en drejning. I alle de tilfælde, hvor jeg citerer en avis, er jeg afhængig af, at den pågældende journalist har været tilstrækkelig kildekritisk og viderebragt historien i overensstemmelse med sandheden. De steder, hvor det har været muligt, har jeg krydstjekket kilders oplysninger, og når jeg ud fra forskellige kilder har kunnet se, at en erindring måtte være forkert, har jeg udeladt at tage den med.

Ingen af historieskriverne stod tilbage som helte. Og ingen af dem, der rent faktisk var helte – sygeplejersker, frivillige og næstekærlige naboer – havde en stemme, der var kraftig nok til også at blive hørt hundrede år senere.

Derfor var den spanske syge i mange år så godt som glemt.

Epidemien havde været en ydmygende affære for lægevidenskaben.

danske sundhedssystem var slet ikke gearet til alvorlige kriser. Havde det ikke været for civile tiltag, ville en del flere mennesker være døde. Og så var der lægerne. De gjorde helt sikkert, hvad de kunne, men den spanske syge udstillede tydeligt deres begrænsninger. Og forskerne, ja, de stod ved udgangen af epidemien med stort set den samme viden, som de havde haft, da det hele begyndte. Det var svært at klandre dem for det, for det var jo nu engang ikke muligt at se den forsvindende lille influenzavirus før flere årtier senere.

Jeg tror snarere, at den spanske syge blev glemt, fordi ingen ønskede at huske den. I hvert fald ingen af dem, som i datidens samfund sad på magten over historiefortællingen. I 1918 var politikere, læger og forskere blandt samfundets mest markante stemmer. Ingen af disse grupper havde nogen som helst interesse i at huske den spanske syge, da epidemien først var drevet over af sig selv. Det havde været deres ansvar at løse den slags udfordringer, men ingen af dem havde vist sig i stand til det. Politikerne tog i første omgang ikke rigtig epidemien alvorligt, og de lagde konstant ansvaret over på folk selv. Hvis danskerne nu vaskede deres hænder og undgik at hoste på hinanden, skulle det nok gå.

Nogle historikere mener, at opmærksomheden druknede, fordi epidemien faldt sammen med afslutningen på Første Verdenskrig. Der havde været så meget død, og folk kunne ikke kapere mere. Den forklaring holder måske i en britisk, tysk eller fransk sammenhæng, men vel ikke i Danmark, hvor vi ikke havde mistet en hel generation af unge mænd i krigen. Andre mener, at forklaringen skal findes i vores håndtering af sorg og død, som var under stor forandring netop omkring 1918. Efter 1800-tallets dyrkelse af døden som noget smukt, der skulle ophøjes og fastholdes, var folk i høj grad begyndt at vende sorgen indad. Det moderne menneske var angst for døden og forsøgte derfor at gemme den væk og ikke tale for meget om den. Sorg blev et individuelt anliggende og noget, man skulle se at komme videre fra. Pårørendes indadvendte håndtering af sorg kan måske have været medvirkende til, at den spanske syge ikke blev husket mere i eftertiden, men i mine øjne forklarer det ikke alt. Det 20. århundrede bød trods alt på to dybt traumatiske verdenskrige, som siden er blevet flittigt fortalt.

De nye undersøgelser bekræftede også, at teorien om cytokinstorm virkede plausibel. At den spanske syge havde aktiveret en livsfarlig amokreaktion i immunsystemet. I musenes tilfælde blev immunforsvaret presset op i allerhøjeste gear allerede tidligt i sygdomsforløbet. Der skete store skader på lungernes bronkier og alveoler, som fik omfattende væskeudtrædning og blødninger, samtidig med at slimhindecellerne i lungerne blev ødelagt. Forskerne mente, at det i hvert fald til en vis grad var kroppens egne immunreaktioner, der stod bag disse ødelæggelser. Ved hjælp af genetiske analyser kunne forskerne se, at flere gener, som har med immunrespons at gøre, var i aktion.

nye undersøgelser bekræftede også, at teorien om cytokinstorm virkede plausibel.

Blev H-proteinet eksempelvis byttet ud med en anden type, mistede den spanske syge sin imponerende evne til at trænge helt ind i lungecellerne. Og når forskerne udskiftede de proteiner, som fik virussen til at formere sig, var den ikke længere nær så sygdomsfremkaldende. Den spanske syge var med andre ord et pragteksemplar af en virus.

En influenzavirus består af en kerne, som er inddelt i otte segmenter. Hos den spanske syge adskilte alle disse otte segmenter sig på væsentlige punkter fra tidligere kendte virustyper.