Farvel til Berlin

“Efter at min bror var blevet dræbt, forlod min mor næsten aldrig husets område. Jeg tror, at hun forsøgte at glemme, at der fandtes sådan et land som Tyskland. Hun begyndte at studere hebraisk og beskæftigede sig udelukkende med old­jødisk historie og litteratur. Jeg tænker, at det i virkeligheden er kendetegnende for den moderne jødiske udviklingshistorie – dette forsøg på at vende sig bort fra europæisk kultur og europæiske traditioner. Jeg mærker det også sommetider i mig selv … Jeg husker, hvordan min mor gik rundt i huset som en søvngænger. Hun havde det forfærdeligt over hvert eneste øjeblik, hun ikke viede til sine studier, og det blev kun så meget mere skrækkeligt af, at hun var ved at dø af kræft … Da hun først fandt ud af, hvad hun fejlede, nægtede hun at gå til læge igen. Hun var bange for at blive opereret … Da smerterne til sidst blev uudholdelige, tog hun livet af sig selv …”

Nogle gange er man ikke villig til at komme med indrømmelser for sig selv, fordi de ikke er gode for ens selvrespekt …”

Åh, men det var jo for 35 år siden! Længe før du blev født, min kære.” Herr Landauer rystede bagatelliserende på hovedet, mens hans mørke støvleknapøjne blinkede venligt. “Den slags studier har jeg slet ikke tid til nu.” Han henvendte sig igen til mig: “Jeg har lige læst en bog på fransk om Deres store engelske digter, Lord Byron. En yderst interessant bog. Så jeg kunne godt tænke mig at høre Deres mening som forfatter om dette vigtigste spørgsmål – begik Lord Byron incest? Hvad mener De, Mr. Isherwood?”

Jeg kunne mærke, at jeg rødmede. Af en eller anden underlig grund var det ikke Natalia, men den roligt tyggende Frau Landauers tilstedeværelse, der gjorde mig ubehagelig til mode. Bernhard kiggede smilende ned i sin tallerken “Altså,” begyndte jeg, “det er jo lidt vanskeligt …”

“Dette er et yderst interessant problem,” afbrød Herr Landauer og kiggede venligt på os alle ved bordet, mens han tyggede med stort behag: “Skal vi anerkende, at det geniale menneske er noget helt ekstraordinært og derfor også har ret til at gøre ekstraordinære ting? Eller skal vi sige: Næ, nej, det er muligt, at du kan skrive helt vidunderlige digte eller male smukke billeder, men til daglig skal du opføre dig fuldstændig som alle andre og adlyde de love, der gælder for almindelige mennesker? Vi kan ikke tillade dig at være ualmindelig.” Her kiggede Herr Landauer med stor tilfredshed fra den ene til den anden af os, mens han langsomt tyggede færdig. Så rettede han igen blikket mod mig: “Deres store dramatiker, Oscar Wilde … her har vi endnu et eksempel. Jeg vil også gerne høre Deres mening, Mr. Isherwood, om denne sag. Var det berettiget eller uberettiget af Deres engelske retsvæsen at straffe Oscar Wilde? Hvad tænker De om det spørgsmål?”

Herr Landauer kiggede henrykt på mig med et stykke kød på gaflen halvvejs mellem tallerkenen og munden. Jeg kunne fornemme Bernhards diskrete smil.

Men den lille læge lader os ikke være i fred. Han virker nærmest tiltrukket af vores modstand og mere eller mindre åbenlyse modvilje mod ham. Og Otto bliver bare ved med at udlevere os. En dag lægen talte begejstret om Hitler, sagde Otto: “De skal passe på med at sige den slags til Christoph, Herr Doktor. Han er kommunist!”

Det virkede lægen meget begejstret over. Hans stikkende blå øjne lyste af triumf. Han lagde indtrængende en hånd på min skulder.

“Men De er ikke kommunist! Det kan de ganske enkelt ikke være!”

“Hvorfor ikke?” spurgte jeg koldt og trak mig væk fra hans hånd. Jeg kunne ikke fordrage, at han rørte ved mig.

“Fordi kommunisme ganske enkelt ikke findes. Den er en hallucination. En mental sygdom. Folk forestiller sig, at de er kommunister. Men de er det ikke.”

“Hvad er de så?”

Men han hørte ikke efter. Han kiggede på mig med sit stikkende, triumferende smil.

“For fem år siden tænkte jeg på samme måde som Dem. Men mit arbejde på klinikken har overbevist mig om, at kommunisme blot er hallucination. Det, som folk har brug for, er disciplin og selvkontrol. Det ved jeg som læge noget om. Og jeg har personlig erfaring med det.”

På en måde, Chris, ville jeg faktisk ønske, at jeg havde fået det barn … Det ville have været ret så fantastisk at have det. De sidste par dage har på en måde givet mig en fornemmelse af, hvad det vil sige at være mor. Tænk dig, i aftes sad jeg her i lang tid alene og knugede denne pude i mine arme, mens jeg forestillede mig, at det var min baby. Det gav mig den mest vidunderlige følelse af at være afsondret fra resten af verden. Jeg forestillede mig, at det voksede op, og alt det, jeg ville gøre for det, og hvordan jeg lagde det i seng om aftenen og bagefter gik ud og dyrkede sex med alle mulige beskidte, gamle mænd for at få penge til at købe mad og tøj til barnet … Ja, du kan sagtens sidde der og le, Chris, men det gjorde jeg virkelig!”

Hun er blot i færd med at akklimatisere sig i overensstemmelse med en naturlov, som et dyr, der skifter til vinterpels.

kvinderne skal blive derhjemme og stoppe sokker. Det er de som skabt til!”

Deres signaler – lystne, ensomme, bedrøvede – sender rungende ekkoer gennem den dybe, hule gade.

Jeg er et kamera med lukkeren åben, ganske passiv, optager uden at tænke. Optager manden, der står og barberer sig ved vinduet overfor, og kvinden i kimono, som vasker sit hår.