Det er et fucking eventyr

Men jeg ved også godt, at det ikke er noget for mig. Er jeg ikke under pres, begynder jeg at mærke en tomhed og en rastløshed og også et faldende selvværd. Den tomhed forsvinder, når jeg får resultater ud, som er videnskabeligt banebrydende. Så får jeg en følelse af varme i hele kroppen, som godt nok er kortvarig, men som trods alt er der – og som er alt besværet værd.

Af og til ville jeg nok ønske, at jeg ikke evig og altid behøvede at jagte nye resultater. Jeg har stadig en lille længsel i maven efter det simple liv – pelsjægerlivet, farmen i Montana, jagthytten i Rocky Mountains. Min konklusion midtvejs i livet er velsagtens, at hvis man kan finde glæden, lykken og tilfredsheden i det enkle liv, så kan det meget vel være det rigtige at gå efter. Hvis man ellers kan holde det ud, tror jeg, man kan spare sig selv for en masse bekymringer.

Af og til ville jeg nok ønske, at jeg ikke evig og altid behøvede at jagte nye resultater. Jeg har stadig en lille længsel i maven efter det simple liv – pelsjægerlivet, farmen i Montana, jagthytten i Rocky Mountains. Min konklusion midtvejs i livet er velsagtens, at hvis man kan finde glæden, lykken og tilfreds

„Nu har Rane været i fjernsynet igen,“ kan hun finde på at sige, eller: „Nu har Rane sørme vundet en pris,“ og så ligger det i kortene, at jeg skal se at komme i omdrejninger. Det kan man jo godt mene er en usympatisk måde at forholde sig til sine børn på. Men samtidig må jeg erkende, at det sandsynligvis er en af årsagerne til, at både Rane og jeg har klaret os godt i den videnskabelige verden.

De første danskere var nogle små, meget mørke jæger-samlere med blå øjne, der blev blandet med en indvandring af agerbrugere fra Nærøsten og Mellemøsten – og bagefter med det lyshudede bronzealderfolk,
yamnayaerne, som kom vandrende med deres kvæg fra stepperne nord for Sortehavet og efterlod deres gravhøje overalt i det danske landskab. Når jeg er på nyhederne for at fortælle om danskernes oprindelse, sker det tit, at jeg får vrede sms’er bagefter.

Nogle semestre tidligere underviste jeg i arv og miljø, og et par studerende klagede over, at jeg var racist, fordi jeg underviste i genetiske forskelle mellem mennesker. De blev bedt om at indgive en skriftlig klage, hvilket de ikke gjorde – men hvis de havde gjort det, skulle der have været iværksat en undersøgelse af min undervisning. Så hvad tør man efterhånden fortælle sine studerende? Historien fortæller noget om, at bevægelsen har nået en bredde og et niveau, hvor mange forskere helt undgår at undervise i bestemte emner.

Og det fortæller i min optik noget helt fundamentalt om at være et menneske. Det fortæller, at vi helt tilbage fra den tidlige stenalder har været drevet af nysgerrighed. Den forestilling, jeg voksede op med i skolen – at folk ikke er eventyrlystne, og at udviklingen er gået lang-somt – er ganske enkelt forkert. For det er fuldstændig det modsatte, vi ser.

Vores data peger på, at den grundlæggende drivkraft i menneskets kolonisering af verden har været eventyrlyst – nysgerrigheden på det ukendte.

Aboriginerne har på ingen måde haft tid nok til selektion og tilpasning til et moderne liv. Det, vi andre brugte tusindvis af år på, skal de her mennesker klare på få generationer. Prisen er kroniske sygdomme som diabetes, der kapper 10-15 år af folks levealder og rammer dem allerede som børn.

Mange videnskabsfolk nøjes med at få tilsendt prøver, men overlader det til andre at skabe kontakten til de oprindelige folk. Men det er først, når du er derude, at du for alvor forstår folks levevilkår og bekymringer. Som jeg ser det, er man simpelthen nødt til at rejse ud og interagere med de mennesker, hvis historie man forsøger at kortlægge.