„Jeg er også helt udkørt,“ sagde Robin og lagde sig til rette på jorden. Han nåede lige at mumle, „Sådan nogle palmeblade er faktisk ret bløde at ligge på,“ og så sov han som en sten.
Samrita lagde sig også ned, men straks efter satte hun sig op igen. „Hvad nu, hvis der kommer krybere om natten?“ Hun puffede til Robin, men han sov bare videre.
„Bare rolig,“ sagde Kaptajn Klo og lagde hånden på sin sabel. „Jeg skal nok holde vagt.“
Det var Samrita glad for at høre. Hun faldt i søvn tæt op ad Robin, og endda med et lille smil på læben.
Det var tidlig morgen, da Samrita vågnede. Stormen var drevet over, og sollyset faldt ind i den lille hytte og spillede i hendes ansigt.
Men det var ikke varmen og lyset, der vækkede hende. Det var en af Robins morgenprutter.
„Føj, hvor den hørmer!“ sagde Samrita og gav Robin et ordentligt puf.
Robin satte sig op og gned søvnen ud af øjnene. „Undskyld, sveske,“ sagde han og viftede sig om næsen. Han kunne godt selv lugte den. „Du må også undskylde mig, Kaptajn Klo. Somme tider prutter jeg så højt om morgenen, at ... Hallo? Kaptajn Klo? Hvor er du?“
Robin så sig omkring. Kaptajn Klo var der ikke. Men så fik de øje på ham. Han stod uden for åbningen og fægtede med armene.
„Ship ohøj!“ råbte han. „Skynd jer herud!“
Samrita og Robin kom på benene, men det gik alt for langsomt for Kaptajn Klo. „Kom nu, I dovne landkrabber! Skynd jer ud af fjerene!“ råbte han og pegede ophidset ned mod stranden. „Se! Ship ohøj!“
Samrita kneb øjnene sammen. Der lå et skib for anker ude i bugten. En tremastet skonnert med udkigstønde i masten og en række kanonluger i hver side.