Salka Valka

Salka Valka fik ikke sovet meget den nat. Ved at undersøge sit indre med den uhøflige selvkritik, som til tider overfalder en om natten, når man ikke længere stråler i dagens lys og dens sømmelighed ikke længere kaster sit forstyrrende farvespil hen over det oprindeligste i ens naturlige tilbøjeligheder, erkendte hun fuldt ud ved sig selv, at det mishag mod dansen, hun havde givet udtryk for over for Guja, til grund kun havde hendes egen ærgrelse over, at hun ikke kunne danse, og således gik glip af al videre delagtighed i denne jordefærdsforlystelse.

Hun granskede sit indre for at finde et ord, stærkt nok til at svie til ham, så længe han levede. Men før hun havde fundet dette bitre og rammende ord, som skulle lade forstå, at end ikke evigheden ville forslå til at slukke den hadets ild, hvis flammer skilte dem, eller opsluge det endeløse hav, hvis vande spærrede dem vejen til hinanden i dette liv, havde han fået sagt, hvad der behøvedes:

– Salka, jeg er kommet for at sige farvel. Jeg rejser.

Jeg har lige så megen ret til at gå i ordentlige klæder, som visse folk her på pladsen, der går i bedre klæder. Det er afskyelige folk, alle dem, som tror, at de står over andre. Jeg foragter dem som hunde. Jeg spytter på alle, som synes de står over mig.

Det, som især voldte hende hjertekval, var verdens dumme og grundløse ondskab, som går ud på at såre, uden nogen anden hensigt end den at såre, og som udsøger sig den ømfindtligste plet i ens bryst, ene og alene for at nyde behaget ved at se den værgeløse lide ondt.

Han bekræftede med egne ord den anskuelse, at hvis Altinget i sit sommermøde efter overstået valg ikke gav Folkebanken en håndsrækning, var dermed fallittens snare lagt om halsen på samtlige landets næringsdrivende, al indenlandsk produktion ville ophøre og folk dø af sult i massevis ligesom i Rusland

Dengang interesserede jeg mig ikke for islandsk litteratur, syntes islandske romaner var forfærdelig provinsielle og var mere optaget af fortællinger, der foregik ude i verden, hvor folk var elegante og rejste i tog med mindst otte kufferter.

Deres kærlighed havde været som stien gennem duggen.

Der er intet på jorden så saligt, som drømmen om elskerens nærhed, når han er borte.

Du spørger mig, om det er sikkert at jeg elsker dig, og jeg svarer: ja, i dette øjeblik. Mere kan jeg ikke sige. Men én følelse har jeg overfor dig, som jeg aldrig har haft overfor nogen anden kvinde, og ikke overfor noget levende menneske, og jeg er sikker på, at selv om jorden var beboet af smukke guder i lighed med dem, som der fortælles om i Eddaen og hos Homer, ville jeg aldrig komme til at nære en sådan følelse for nogen af dem. Når jeg ser på dig, og også når jeg tænker på dig, synes jeg, at mit inderligste ønske er og altid må blive at dø i din favn – at du sidder hos mig, når jeg drager mit sidste åndedræt.

Jeg troede ikke, at sand kærlighed behøvede at være så modbydelig!