Danmarks historie 2, Vikingetid-Middelalder

Det var især en torn i øjet på stormandsstanden, at kongerne gjorde nogle borgere til lensmænd eller tog dem til hjælp i de kongelige regeringskontorer (kancelliet) eller gav byerne handelsrettigheder, der begrænsede stormændenes

Drosten måtte derfor være skrivekyndig og have indgående kendskab til alt angående landets sager. Han blev derfor oftest hentet fra kirkens kredse. Heri var der ingen nyskabelse. Det var der derimod i den skik, at kongen sammen med drost, marsk og kansler mere og mere begyndte at rådføre sig med en snæver kreds af biskopper, lensmænd og stormænd i stedet for at holde Danehof. Kredsen kaldtes Rigsrådet, og skikken holdt sig helt frem til enevældens indførelse i 1660.

I løbet af kongens regeringstid skete der også en ændring i landets styre. Han havde, som kongerne før ham, stadig sin drost, marsk og kansler. Drosten var den fornemste og kunne fungere som kongens stedfortræder. Marsken var leder af hæren. Kansleren stod for udfærdigelsen af de mange dokumenter. Dette var et meget vigtigt job, og arbejdet måtte gøres præcist, for hele middelalderen igennem kunne dokumenterne være udgangspunkt for retssager, ja, endog for krige

Omkring år 1100 kunne paven sende palliet til Danmark, som hermed blev anerkendt som selvstændigt ærkebispesæde og samtidig blev fuldstændig frigjort fra den tyske kirke. Palliet er et hvidt uldbånd med indvævede sorte kors; det bæres af ærkebiskopper, og er det synlige tegn på værdigheden.

Først mod middelalderens slutning begyndte man for alvor at bygge skorstene og opsætte kakkelovne

Træhusene afløstes af bindingsværkshuse med lerklinede vægge.

Her ventede gællekonerne, og de gav sig straks til at rense silden, så læggekonerne kunne pakke dem. Mellem hvert lag sild var det nødvendigt med et tykt lag salt, for ellers gik de hurtigt i forrådnelse. Før bødkeren slog låget på tønden, blev indholdet kontrolleret, så det eftertragtede kvalitetsstempel kunne komme på. Tønderne blev derefter flådet ud til købmændenes kogger, som hver især kunne rumme ca. 200 tons

Et stykke fra land lå koggerne for anker, og inde på land oprettede mandskabet små boder. Ligesom de danske fiskere holdt også hver enkelt hansestads købmænd sig sammen på et afgrænset område, som de fik tildelt af kongens repræsentant. Et sådant område kaldtes et fed, og her gjaldt den lov, som også var gældende i deres hjemby. Det betød, at en forbrydelse kunne straffes meget forskelligt, alt efter inden for hvilket fed den blev begået.

Nogle vovehalse tog endog turen derhen ummeland, det vil sige rundt om det farlige Skagen

Gilder og lav var meget vigtige sammenslutninger af borgere i middelalderens byer.