Der er noget ved piger i den præpubertære fase der irriterer og frastøder ham, al den selvforelskelse og livsglæde og forvisning om at et vidunderligt liv venter på dem, de rene hvide kjoler, de sirlige bløde sko, sløjferne i deres hår, alt det der er strammet op og lukket inde. Alt det de ikke ved. Om nogle få år skal de trækkes i stalden og besvangres, svulme op og føde i en sprøjten af blod og slim og en halvkvalt gispen ind i lommetørklæder stænket med bedøvende alkohol og parfume. De døde i kælderen under fakultetet er at foretrække for frøknerne Schultz, synes Morten i sin nyerhvervede kynisme. Der er i det mindste ingen falske forhåbninger, kun oprigtig, kompromisløs forrådnelse.