Freden kom, ja, i påsken, med Langfredagsaftalen i 1998, men selv i fredsåret 1998 fandt en massakre i byen Omagh sted. 29 mennesker blev dræbt af en fjerndetoneret bilbombe, plus to ufødte børn i en dræbt kvinde, der ventede tvillinger. Det var den værste enkeltstående terrorhandling under hele borgerkrigen. Den kom, da folk var begyndt at håbe. Udbrydere fra IRA, der ikke anerkendte Langfredsdagsaftalen, stod bag. Stopper det?
Fred tager tid. Fred er pedanteri, pillearbejde. Krig er upedantisk. Det tog kun kort tid at dræbe i Omagh og sætte Langfredagsaftalen på prøve. Det tog kun kort tid at dræbe mennesker i 2016 i Bruxelles, så de ikke kom til at holde påske.
Bruxelles og Dublin. Et sammenfald af martyrier i 2016, da hundredåret for Påskeopstanden blev højtideligholdt foran hovedpostkontoret i O’Connell Street.
Jeg læste i aviserne om mindehøjtideligheden og så med på BBC i min lejlighed i Paris. Jeg spottede Martin McGuinness, den nuværende viceførsteminister i Nordirland, på skærmen. Han var i det meste af min tid i Nordirland eftersøgt IRA-by-guerilla eller terrorist, om man vil, i Londonderry eller Derry, om man vil, i Nordirland. Nu sad Martin på en fin stolerække sammen med to forhenværende kvindelige præsidenter fra Den Irske Republik.
Den irske højtidelighed fandt sted i de dage, hvor Brux