Emanuels udprægede ulyst til at se egnens læge i sit hus havde en dobbelt årsag. For det første nærede han en indgroet uvilje imod lægerne i almindelighed. Han ville hævde, at der i det moderne samfund blev tillagt disse folk en altfor overdreven betydning, ja han gav dem en væsentlig skyld for den blødagtighed og de udsvævelser, der havde undergravet de dannede klasser i nutiden. Det var hans overbevisning, at den blinde tillid, hvormed folk i vore dage havde kastet sig i lægens og apotekerens arme, rummede den alvorligste fare for en sund og sædelig udvikling af menneskelivet, idet mange tåbeligt troede at være istand til at bøde på legemlige og åndelige udskejelser ved hjælp af piller, miksturer og elektricitet og derfor turde lade hånt om de eneste og sande og virksomme lægemidler: mådehold, nøjsomhed og legemligt arbejde.