Bæredygtighed

Dette tema blev introduceret i slutningen af 1700-tallet med de teoretisk-principielle overvejelser hos de britiske samfundsteoretikere Thomas Malthus og David Ricardo. Malthus’ grundpointe var, at befolkningen vokser eksponentielt, mens landbrugsproduktionen kun kan forventes at stige lineært

Skoven måtte kun udnyttes så meget, at den løbende kunne regenerere sig selv

bruges den efterhånden af mange på samfundsniveau. Ligesom ansvarlige virksomheder bør operere med en tredobbelt bundlinje (triple bottom line), hvor den primære interesse i at opnå økonomisk overskud (profit) suppleres med opgørelser over social ansvarlighed (people) og miljømæssig nænsomhed (planet), så bør bæredygtige samfund ifølge denne tankegang sørge for at “afkoble” den fortsat højest prioriterede økonomiske vækst fra miljømæssige konsekvenser og tage tilstrækkelige sociale og rimelighedsmæssige hensyn. Alternativt kan man med cradle-to-cradle-bevægelsen tale om en triple top line, hvor man ikke blot prøver at undgå at forringe den bestående tilstand, men i design-processen bevidst sigter på at skabe forbedringer på hvert af de tre områder

Selvom denne tolkning oprindeligt blev udviklet med udgangspunkt i et virksomhedsperspektiv

Den stærkt udbredte tro på, at hensynet til kommende generationer kan kombineres med økonomisk vækst, har fra midten af 1990’erne og frem gjort det populært at tale om ‘bæredygtighed’ som et begreb med tre dimensioner: en økonomisk, en miljømæssig og en social. Samtidig er det globale retfærdighedsperspektiv udvandet, så mange efterhånden bruger begreberne ‘bæredygtighed’ og ‘bæredygtig udvikling’ synonymt – og ofte endda anvender dem synonymt med ‘bæredygtig vækst

Derfor er det også først for nylig, at behovet for selvbegrænsning – Carlowitz’ tredje princip – igen for alvor er blevet tematiseret efter at have været nedtonet siden midten af 1970’erne. I dag har kravet om selvbegrænsning mange steder fået fornyet luft under overskriften degrowth eller på fransk: décroissance, der på dansk kan oversættes til ‘nedvækst’, ‘afvækst’ eller ‘modvækst

Ideelt set burde produkter designes på en måde, så de ikke blot genbruges (recycling) eller kun langsomt forringes (downcycling), men direkte forbedres (upcycling), og hvor brugen generelt forbedrer livsbetingelserne for både mennesker og andre organismer

af ikke-biologiske materialer (de såkaldt “tekniske næringsstoffer”) i lukkede kredsløb, gennem dematerialisering af de funktioner, vi ønsker opfyldt, og gennem øget anvendelse af bionedbrydelige materialer

Budskabet har været, at med en konsekvent satsning på renere teknologi kan stadigt flere ønsker tilfredsstilles på stadigt mindre belastende vis, bl.a. gennem effektivisering og forlænget levetid, gennem genanvendelse af produkter og materialer, gennem fastholdelse

hedder det, at “retten til udvikling må anerkendes for på rimelig vis (equitably) at opfylde udviklingsmæssige og miljømæssige behov hos såvel nuværende som fremtidige generationer” (UN 1992, Princip 3). Miljøbeskyttelse skal udgøre en integreret del af udviklingsprocessen (Princip 4), og landene skal indgå partnerskab i overensstemmelse med et ansvar, der er “fælles men differentieret” (Princip 7) efter deres uensartede medvirken til miljøproblemers opståen og uens økonomisk og teknologisk formåen. Også her udgør teknologisk effektivitet og innovation omdrejningspunktet. Behov for befolkningsbegrænsning nævnes kun i forbifarten, og krav om selvbegrænsning er helt fraværende