Forlang noget
Talerens vilje må gerne udmønte sig i krav, ønsker og ansporinger. Det strider jo lidt imod det, mange af os har lært om kommunikation, nemlig at taleren skal love sine tilhørere noget, at publikum sidder og tænker »what’s in it for me?«. Det er imidlertid en plump og primitiv tankegang, der ligger bag ‘hvad-fårjeg-ud-af-det-tanken’. Den er udtryk for en grov nedvurdering af publikum, som tværtimod ofte vil tænke: »Hvad kan jeg bidrage med?«
Underligt at whats-in-it-tankegangen stadig er så udbredt, i betragtning af at Maslows behovspyramide, som på det nærmeste er børnelærdom, siden 1943 har fortalt os, at når vi har mad, husly og sikkerhed, så er vores vigtigste behov nogle, der handler om, hvordan vi selv og andre betragter os. Sociale tilhørsforhold og identitet. Mennesker, som har fået opfyldt de primære behov, vil ikke bare have det godt, vi vil endnu hellere være gode.
De store taler i historien rummer viljen til en bedre fremtid, men kræver samtidig noget af tilhørerne. John F. Kennedys berømte citat »Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country« er måske det bedste eksempel på dette. Obamas »Yes we can!« rummer den samme appel.
Som publikum følger vi den taler, der vil os noget, der har en idé, og som vil have os til at bidrage til at føre den ud i livet. En taler, der stiller sig op og påstår, at han selv løser alle problemer uden vores bidrag, behøver os ikke og giver os dermed ingen rolle at spille. Vi vil ikke bare sidde og være til pynt på stolerækkerne. Vi vil inddrages i fortællingen.
Mennesker er flokdyr, der gerne vil bidrage. Vi vil gerne gøre det rigtige, og vi vil gerne være med i en gruppe, der har et formål.
Den menneskelige trang til, at en taler kalder på os, en med stærk vilje, kan naturligvis også komme til udtryk i mere tvivlsomme, perverterede scenarier. For eksempel når en leder af en religiøs sekt forfører en flok mennesker og forlanger, at de skal give afkald på alt, hvad de ejer, og alle forbindelser til tidligere venner og familie. I nogle tilfælde endda ofre deres egne liv på lederens forlangende. Eller når despoter forfører hele folkeslag. Der er masser af uhyggelige eksempler, og måske er det i bund og grund skrækken for at blive slået i hartkorn med Hitler og sekteriske ledere, der afholder nogle talere fra at lytte til deres egen vilje og forlange noget af deres publikum. Den skræk ønsker jeg virkelig manet i jorden. Mennesker har ikke brug for mørke, autoritære skikkelser, der misbruger deres magt, men vi har brug for autoriteter med stærke viljer, hvilket er noget ganske andet. Gerne autoriteter, der ikke leder os blindt, men får os til at tænke og mærke selv. Men også talere, som tør fortælle os, hvor de står, og hvad de ønsker af os.