Lyt mens du taler

Forberedelse med spørgsmål
Når du bruger spørgsmålsmetoden, er udgangspunktet, at du har tillid til, at du kan svare på de mest relevante spørgsmål indenfor det emne, du vil tale om. At det er A-viden. Formuler spørgsmålene så enkelt og mundret, at du kan huske dem udenad. Stol også på, at du kan lytte til de spørgsmål, der opstår under din tale.
Du kan eventuelt lade sig inspirere af denne liste, når du forbereder dig med spørgsmålsmetoden:
Hvad er det for et overordnet spørgsmål, du besvarer?
Hvad er dit indgangsspørgsmål, det, som skal fange tilhørernes opmærksomhed?
Spørgsmål om forudsætningerne: hvem, hvad hvor, hvornår og hvorfor.
Spørgsmål om, hvad din sag har med tilhørerne at gøre.
Kritiske spørgsmål, du vil gå i møde.
Hvad er det gådefulde, paradokset eller mysteriet i dit oplæg?
Hvordan kan tilhørerne bruge det, du har fortalt?

Improvisation med afsæt i spørgsmål

Resumé
Jeg vil ikke høre på en taler, der indleder med: »Jeg skal sige noget om ...«. Jeg vil hellere høre på en taler, der siger, at han vil fortælle noget.
Pas i det hele taget på de nødvendighedsord, der skjuler, hvem der har ansvar og vilje i en sætning.
Du skal ville publikum noget. Så vil publikum gerne dig.
Man må gerne forlange noget af publikum. De vil gerne både drages og bidrage.
I de historier eller eksempler, du fortæller, er der også indlejret en vilje. Historier handler om noget, der vil opnå noget.
Træn din evne til at mærke din vilje ved at fokusere på, hvad du vil og ikke vil. Brug udtrykket »Jeg vil ...«, hver gang det giver mening.

år du fortæller små historier – eksempler og anekdoter – kan du gøre ‘nogens’ vilje tydelig ved at fortælle, hvad der ville ske, hvis personen ikke fik sin vilje? Hvilke konsekvenser ville det få for ‘nogen’? Hvad går ‘nogen’ glip af? Hvad sker der så?

Viljen kan spores i de små historier, du fortæller, for at eksemplificere noget. Enhver anekdote fortæller om ‘nogen’, der vil opnå ‘noget’. ‘Nogen’ har et projekt og en vilje til at få projektet til at lykkes.

Forlang noget
Talerens vilje må gerne udmønte sig i krav, ønsker og ansporinger. Det strider jo lidt imod det, mange af os har lært om kommunikation, nemlig at taleren skal love sine tilhørere noget, at publikum sidder og tænker »what’s in it for me?«. Det er imidlertid en plump og primitiv tankegang, der ligger bag ‘hvad-fårjeg-ud-af-det-tanken’. Den er udtryk for en grov nedvurdering af publikum, som tværtimod ofte vil tænke: »Hvad kan jeg bidrage med?«
Underligt at whats-in-it-tankegangen stadig er så udbredt, i betragtning af at Maslows behovspyramide, som på det nærmeste er børnelærdom, siden 1943 har fortalt os, at når vi har mad, husly og sikkerhed, så er vores vigtigste behov nogle, der handler om, hvordan vi selv og andre betragter os. Sociale tilhørsforhold og identitet. Mennesker, som har fået opfyldt de primære behov, vil ikke bare have det godt, vi vil endnu hellere være gode.
De store taler i historien rummer viljen til en bedre fremtid, men kræver samtidig noget af tilhørerne. John F. Kennedys berømte citat »Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country« er måske det bedste eksempel på dette. Obamas »Yes we can!« rummer den samme appel.
Som publikum følger vi den taler, der vil os noget, der har en idé, og som vil have os til at bidrage til at føre den ud i livet. En taler, der stiller sig op og påstår, at han selv løser alle problemer uden vores bidrag, behøver os ikke og giver os dermed ingen rolle at spille. Vi vil ikke bare sidde og være til pynt på stolerækkerne. Vi vil inddrages i fortællingen.
Mennesker er flokdyr, der gerne vil bidrage. Vi vil gerne gøre det rigtige, og vi vil gerne være med i en gruppe, der har et formål.
Den menneskelige trang til, at en taler kalder på os, en med stærk vilje, kan naturligvis også komme til udtryk i mere tvivlsomme, perverterede scenarier. For eksempel når en leder af en religiøs sekt forfører en flok mennesker og forlanger, at de skal give afkald på alt, hvad de ejer, og alle forbindelser til tidligere venner og familie. I nogle tilfælde endda ofre deres egne liv på lederens forlangende. Eller når despoter forfører hele folkeslag. Der er masser af uhyggelige eksempler, og måske er det i bund og grund skrækken for at blive slået i hartkorn med Hitler og sekteriske ledere, der afholder nogle talere fra at lytte til deres egen vilje og forlange noget af deres publikum. Den skræk ønsker jeg virkelig manet i jorden. Mennesker har ikke brug for mørke, autoritære skikkelser, der misbruger deres magt, men vi har brug for autoriteter med stærke viljer, hvilket er noget ganske andet. Gerne autoriteter, der ikke leder os blindt, men får os til at tænke og mærke selv. Men også talere, som tør fortælle os, hvor de står, og hvad de ønsker af os.

Svar på disse spørgsmål før din næste tale:
Hvad er det, du vil?
Vil du det, du fortæller, du vil?
Hvor magtpåliggende er det for dig?

Skal eller vil?

Den, der bærer viljen i hjertet, må låne mit øre.

Jeg synes selv, jeg er meget anerkendende og venlig, når jeg underviser. Men jeg bliver stram i masken, når en deltager på et af mine kurser indleder sin præsentation med ordene:
»Jeg skal sige noget om ... «
»Nej,« siger jeg og afbryder. »Det skal du ikke. Om igen.«
Deltageren kigger på mig.
»Hvad skal jeg så?«
»Du skal ikke noget. Jeg gider ikke høre på dig, hvis du skal fortælle mig noget. Men jeg vil gerne høre på dig, hvis du vil fortælle mig noget.«
Små ord afslører, at en taler spiller fedtspil med sin egen vilje og dækker sig ind. Det er de såkaldte nødvendighedsord skal, må, bør og kan, som nogen også kalder modalverber. »Jeg skal sige noget om den nye lov.« (Siger hvem?) »Vi må simpelthen gøre det.« (Ellers ... hvad?) »Nogen bør gøre noget ved det.« (Siger hvem?) »Vi kan ikke imødekomme det krav.« (Kan ... ikke?)
Det er ikke ligegyldigt, om du siger ‘skal’ eller ‘vil’. Når du siger, at du skal fortælle os noget, fralægger du dig ansvaret. Nogen har sat dig til at sige noget. Hvad skal publikum lægge i den formulering? At du gør det under protest? Måske bare lidt modstræbende? Eller som en rutinemæssig del af dit job, ligesom en stewardesse, der skal gennemgå sikkerhedsproceduren ombord på et fly? Tænk, hvis tilhørerne har det på samme måde. De skal høre på en, der skal fortælle dem noget. Ingen vil. Kan det blive mere trist og kedsommeligt?
Eller dækker formuleringen »Jeg skal sige noget ...« over, at du egentlig er godt tilfreds med, at nogen har bedt dig komme og sige noget, for du vil gerne. Du bruger bare ‘skal’ i stedet for ‘vil’ i et ubevidst forsøg på at legitimere din optræden. Hvis nogen skulle finde på at anfægte din ret til at stille dig op, kan du altid dække dig ind under, at det er noget, du skal. Nogen har bestemt det.
Tag ansvar, og find viljen frem i hjertet. På den måde kan du give din tale kraft og saft. Som tilhører skal jeg ikke høre på dig. Det er noget, jeg vælger, men kun hvis du vil.

Katedralhistorien
Den større historie, der sætter talen med de mindre historier ind i en ramme, kalder vi »katedralhistorien«. Udtrykket stammer fra legenden om de tre murere, der alle står og murer på den samme mur. Den første bliver spurgt, hvad han laver.
»Jeg lægger sten ovenpå hinanden og forbinder dem med mørtel,« hvilket ingen kan benægte. Alligevel er den anden murers svar et andet, selvom han skal forklare, hvad han laver – og han laver præcis det samme.
»Jeg murer en mur,« siger han. Hverken mere eller mindre korrekt end det første svar.
Den tredje murer, der laver præcis det samme som de to foregående, giver et tredje svar på præcis samme spørgsmål: »Jeg bygger en katedral – og det skal være den største i Nordeuropa!«
De tre murere har hvert sit perspektiv. Den første kigger på fakta, men uden at forbinde dem til nogen større sammenhæng. Den anden skaber den faglige sammenhæng. Den tredje murer løfter sig billedligt talt højt op over murværket og fortæller visionen – perspektivet – som tilfører både den første og den anden murers arbejde en højere mening.

Et oplæg eller en tale kan have flere pointer, men en god tale har én pointe, der er vigtigere end de andre. Det er denne pointe, som udgør meningen med oplægget. Hvis talen var en frugt, ville denne pointe sidde inde i midten, og når alt det andet er spist, er der kun kernen tilbage. Det er den, kernen, vi vil ind til.