Så havde hun set på billederne fra deres sidste aften. Han havde forsøgt at forklare, og hun havde virkelig prøvet at forstå. Og måske havde Camilla ret. Det var faktisk ikke Eik, der havde gjort det forbi. Det var hende, der ikke kunne rumme at blive valgt fra, at føle sig sat til side. Så måske var hun kommet til at gøre det forbi, uden helt at forstå, hvad det rent faktisk var, han havde sagt.
Hun hørte sin mor stå op og forældrenes stemmer inde bag den lukkede soveværelsesdør. Mikkel vendte sig i søvne.
“Jeg savner jer,” skrev hun til Eik. Det var den første besked, hun havde sendt til ham, siden de skiltes, det var kun Jonas, hun havde skrevet sammen med. “Jeg håber, at I har det godt.”
Hun sad og overvejede, om hun skulle tilføje et hjerte eller en kyssemund, da hendes mobil ringede.
Louise rejste sig og gik ud i gangen, så Mikkel ikke vågnede. Først kunne hun ikke høre, om det var en mand eller kvinde, hun havde i røret. Stemmen var helt forvrænget af gråd.
- Hallo, sagde hun. - Hvem taler jeg med?
- Det er Mona, raspede stemmen, men Louise var klar over, at det ikke var Mona, der ringede, der var intet i den grådkvalte hulken, der havde noget at gøre med Monas lyse barnestemme.
- Gerd? spurgte hun forsigtigt, og der blev stille, som om personen i røret kæmpede for at genvinde kontrollen. - Gerd! gentog Louise.
- Ja, kom det uldent, men så begyndte gråden igen.