Verden var målløs, da den første sovjetiske rumfærge blev sendt ud i rummet.
Alle vidste, at russerne havde arbejdet på selv at fremstille en rumfærge, men ingen havde regnet med, at den ville ende med at blive sendt op. Endelig havde russerne løst problemet med drivkraften, men de kunne ikke fremstille en raketmotor, som kunne anvendes flere gange. De forsøgte at stjæle hemmeligheden fra det franske Ariane rumprogram, men uden held.
Derfor gik de over til den taktik, som havde gjort dem i stand til at få sendt Sputnik ud i rummet. De byggede ikke et bedre drivkraftsystem, men et større. De monterede hovedrakettens motorer på den udvendige brændstoftank, anbragte rumfærgen på den og forøgede systemet med fire smalle løfteraketter. USA’s rumfærge havde kun haft to.
Endnu engang havde russerne løst et problem ved hjælp af brutal kraft, hvor tålmodighed og dygtighed havde været mere effektivt.
I sputniktiden, for mange år tilbage, havde de sendt en raket op hver tredje dag, indtil de fik heldet med sig. I rumraketternes første dage havde én russisk kosmonaut mistet livet ved opsendelsen eller ude i rummet, for hver gang fem amerikanske astronauter havde held med deres projekt.
Så da russerne fik sendt en rumfærge ud i rummet allerede ved første forsøg, måbede verden.
– Besynderligt at den ikke eksploderede, bemærkede De Forenede Staters præsident.
– Den er ikke kommet ned endnu, Mr. President, mindede forsvarsministeren ham om. – De har fået den sendt op, men den er endnu ikke vendt tilbage til jorden i god behold.
De befandt sig i kommandocentralen i Det Hvide Hus’ kælder. Væggene var dækkede af gigantiske computerskærme, som kunne følge de mange satellitter ude i rummet. Præsidenten havde Sincnorad i telefonen. Lederen af NORAD’s rumforsvarscenter fortalte i telefonen, at opsendelsen af den russiske rumfærge ikke var kommet uventet.
– Russerne har altid opereret på den facon, sagde generalen. – Hver gang vi kommer med en nyhed, står de på hovedet for at komme før os. Da vi offentliggjorde vores første rumprogram dengang i halvtredserne, sendte de Sputnik op. Da vi begyndte at sende aber ud i rummet, sendte de Gagarin op. Da vi sendte vores første mand ud i rummet, sendte de den første kvinde. Nu hvor vi forsøger at genoptage vores rumfærgeprogram, gør de dette her for at komme før os. Typisk russisk tankegang.
– Men vi kom da først på månen, bemærkede præsidenten. – Den kunne de ikke slå.
– Nej, sir. Men det er tyve år siden, sagde NORAD-generalen. – Tiderne har ændret sig. Russerne er ved at få overherredømmet i rummet.
– Hvad skal rumfærgen deroppe?
– Ikke noget specielt endnu, lød svaret. – Men de har garanteret noget oppe i ærmet, for Sovjetunionen foretager sig intet bare for sjov.
– Der er en ting, jeg gerne vil vide, sagde præsidenten. – Er deres rumfærge bedre end vores? Jeg bliver nødt til at fortælle den amerikanske befolkning om sagen.
– Det afhænger af, hvordan man ser på det, sir.
– Jeg plejer at se tingene direkte i øjnene, fortalte præsidenten.
– Deres nye system med løfteraketterne er klodset. Der er for mange af dem. Landingen bliver farlig. De burde have ventet et par år mere.
– Det bliver altså en fiasko i den sidste ende?
– Måske og måske ikke. Deres design er en tro kopi af vores. I stedet for raketmotorer har de installeret almindelige jetmotorer. De er mindre end raketmotorer og giver dem en bedre landing. Faktisk er de i stand til at lande de samme steder hvor en almindelig flyvemaskine kan lande. Det er et stort plus.
– Hvorfor kan vores rumfærge ikke gøre det samme? Vi benytter jo også almindelige jetmotorer.
– Budgetnedskæringer, svarede generalen.
– Det undrer mig ikke, mumlede præsidenten, som præcis samme morgen havde haft en livlig diskussion med formanden for senatet om landets voksende gæld. – Jeres efterretningstjeneste har gjort et fint stykke arbejde.
– Mange tak, sir, sagde generalen, som undlod at afsløre, at han havde fundet alle oplysningerne i sit kontors udgave af Aviation Week.