Tagstenene lå jævnt og godt, og også her var der grønalger alle vegne. Forskellen var bare, at en af stenene, lige over det sted, hvor rækværket fæstnede sig i tagkonstruktionen, lå lidt forskudt fra de andre. Det var en vingetegl af den slags, der lapper over hinanden, og med en knop på undersiden, så de ikke skrider ned fra lægten. Men lige præcis denne sten var ved at skride. Næsten som om knoppen var hugget af, lå den bare løst på lægten imellem de andre tegl.
Da han løftede op i den, løsnede den sig uden problemer.
Carl tog et dybt drag af den skarpe septemberluft.
En sjælden fornemmelse af at stå med noget helt enestående foran sig bredte sig i hele kroppen. Nogenlunde den slags følelse, som Howard Carter måtte have haft, da de fik lavet en smal åbning i gravkammerdøren og pludselig stod i Tutankhamons hvilested. For foran Carl, under teglstenen i hulrummet i rockwoolen, lå en skotøjsæskestor umalet metalkasse indpakket i gennemsigtigt plastik.
Med ét gik hans hjerterytme i selvsving. Så råbte han på stuepigen.