må I gerne gå til bords,” siger hun. Anne-Maj formoder altid – naiv, som hun er – at gæsterne ved denne besked omgående finder deres pladser, selv om hun udmærket ved, at sådan går det aldrig. Der er altid mindst én, som skal tisse af, én, der skal lægge sin telefon til opladning, to, der skal have vasket hænder. Som regel tager det flere minutter, fra hun kalder folk til bordet, til de alle er bænket – uanset om hun har varslet dem i god tid forinden eller ej – og i de minutter er Anne-Maj ved at eksplodere af utålmodighed. Forstår de da ikke, at grøntsagerne mister deres spændstighed, at sovsen stivner, at kødets fine, rosa tone bliver bleg og grålig, mens de trasker rundt og fumler sig færdig?