Han følte, at hans lykke var fuldendt, da han efter at have trasket af sted på må og få pludselig stod ved bredden af en svulmende flod. Aldrig før i sit liv havde han set en flod – dette glatte, smidige, fyldige dyr, der jagtede og klukkede, greb ting med en gurglen og slap dem med en latter for at kaste sig over nye legekammerater, der rystede sig fri og blev fanget og holdt fast igen. Alt bugtede og snoede sig – glitrede og funklede, pludrede, klukkede og boblede. Muldvarpen var fortryllet, betaget, henrevet. Han travede langs floden, som man traver, når man er meget lille, ved siden af en mand, som holder en tryllebundet med spændende historier; og da han til sidst var træt og satte sig ned, snakkede floden videre, pludrede løs med en perlerække af de bedste historier i verden, historier som udgik fra jordens hjerte for til sidst at blive fortalt til det umættelige hav.